HIH tabte i Aarhus. Foto: Flemming Hansen
Nedtur i tæt gyser: HIH fik intet med hjem fra Aarhus
Kenneth KristiansenSelvom Herning-Ikast var tæt på et flot comeback i udekampen mod Aarhus United, vandt hjemmeholdet alligevel fortjent med 26-23
HåNDBOLD Efter en gysertæt slutfase i en stemningsmættet stadionhal i Aarhus måtte Herning-Ikast Håndbold gå tomhændede fra banen. Hjemmeholdet Aarhus United vandt opgøret med 26-23, og det efterlader HIH langt fra målsætningen om en plads i grundspillets top fire.
Det var HIH-kvindernes femte nederlag i de seneste seks kampe.
Herning-Ikasts cheftræner, Mathias Madsen, havde op til kampen forudsagt, at de to holds dygtige forsvar ville betyde en målfattig kamp. Og der blev da heller ikke scoret ret ofte i kampens første fase, hvor gæsterne fra HIH dog fik skabt sig et forspring på et par mål - primært takket være pågående backspil af Stine Skogrand og skarphed fra fløjen Naja Nissen Kristensen.
Defensivt havde HIH også godt fat, og Sabine Englert tog fra i målet, men som halvlegen skred frem, blev forsvarsdominansen overtaget af hjemmeholdet, som også fik Nora Persson ind i målet. Med en stribe redninger var svenskeren medvirkende til, at Aarhus United fik vendt opgøret og gik til pause med en føring på to mål, 12-10. Udslagsgivende var også bagspilleren Mathilde Neesgaard, der har en fortid på Ikast-holdet.
To timeouter på tre minutter
Tendensen fortsatte efter pausen. Aarhus-forsvaret dæmmede effektivt op for både gennembrud og skud fra distancen, og hjemmeholdet øgede lige så stille på måltavlen.
Ved 15-11 til Aarhus-holdet fem minutter inde i halvlegen tog HIH-træner Mathias Madsen en timeout og talte med store bogstaver. Han tog én igen tre et halvt minut senere - da var hjemmeholdet foran med seks, 18-12.
Alt imens bombede hjemmeholdets Mathilde Neesgaard videre. Hun er oprindeligt fra Tjørring og spillede ungdomshold og sine første seniorår i Ikast-klubben. Denne aften scorede hun otte gange mod sin gamle klub og var Aarhus Uniteds klare profil.
Med godt 11 minutter tilbage var hjemmeholdet foran med fire, 21-17, men så indledte HIH’erne noget af et comebacktogt. Landsholdsstregen Sarah Iversen tog masser af ansvar i begge ender af banen, og gæsterne kom op på 21-21 og 22-22. Men nu var hjemmeholdets topscorer, Celine Lundbye, spillet varm, og hendes skud kunne HIH’erne slet ikke dæmme op for i den hektiske slutfase.
Med halvandet minut tilbage fik Sarah Iversen to minutters udvisning for at skubbe til Mathilde Neesgaard i skudøjeblikket. HIH-stregen brokkede sig til ekstra to minutter, og derfra kunne hjemmeholdet øge den smalle føring på 24-23 til sejr på 26-23.
HIH spiller igen allerede torsdag aften, hvor der er pokalkamp ude mod et andet Aarhus-hold, Christiansbjerg HK, på programmet.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.