Sebastian Wistoft Jensen scorede otte gange i HCM's storsejr over Odder. Foto: Tom Laursen
HCM holder andenpladsen: Flot storsejr på hjemmebane
Kenneth KristiansenMed en stensikker sejr på 35-23 over Odder har HC Midtjylland fortsat kurs mod oprykningsspillet
HåNDBOLD HC Midtjylland holder kursen mod oprykningskampe. Søndag aften vandt Herning-mandskabet en solid storsejr på 35-23 hjemme over Odder Håndbold.
Det betyder, at HCM på 1. divisions andenplads holder afstanden på to-tre point ned til de nærmeste forfølgere - der er fem spillerunder tilbage.
Den ene af HCM’s målmænd, Nicolai Mortensen, var på forhånd dømt tvivlsom med en skade. Han var dog med i truppen, men det var den anden keeper, Frederik Hummelmose, der stod i målet, og han spillede en stærk og afgørende kamp.
Keeperen indledte opgøret glimrende med flere flotte redninger, og det var også nødvendigt, for ude i »marken« havde hjemmeholdet det lidt problematisk. Spillet flød ikke helt, og gæsterne hang derfor på i det første kvarter.
HCM’s topscorer, Sebastian Wistoft Jensen, var dog skarp også denne aften, og da også profiler som Mikkel Madsen og venstrefløjen Mathias Rousku Peterden begyndte at lyne, gik HCM fra 8-8 til 16-10 på måltavlen. Det hjalp naturligvis også, at forsvaret efterhånden fik bedre fat, og HCM var foran med fem mål, 16-11, ved halvtid.
Hurtig afgørelse
De gode takter fortsatte straks efter pausen, og efter at HCM havde scoret fire af anden halvlegs fem første mål, var kampen reelt afgjort.
HC Midtjyllands nye spiller, Jacob Aaquist, bød ind med både mål og flere gode oplæg, og det nød blandt andre en stærkt spillende Andreas Sommer på stregen godt af. Han var godt spillende i begge ender af banen.
Samlet set havde HCM-holdet flere strenge at spille på end gæsterne, og med solid opbakning fra en igen fyldt Klink & Jensen Arena i Sportscenter Herning, fik HCM den vigtige sejr i hus uden de store problemer. I kampens sidste fase var der endda plads til lidt ekstra sjove detaljer til ære for tilskuerne.
Sebastian Wistoft Jensen blev HC Midtjyllands topscorer med otte mål.
HC Midtjyllands næste kamp er en pokalkamp mod HK Give Fremad på udebane tirsdag aften. Næste kamp i 1. division er ude mod topholdet TMS Ringsted søndag 1. marts.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.