Det blev aldrig helt godt for Nicolai Witt og HCM i udekampen mod Ajax København. Foto: Tom Laursen

Ambitiøse HCM kom ned på jorden: Nederlag i København efter frygtelig første halvleg

Kenneth Kristiansen 

HC Midtjylland tabte udekampen mod Ajax København med 26-30 - efter Ajax-føring på 14-7 ved pausen

HåNDBOLD HC Midtjyllands ambitioner om oprykning led et tilbageslag, da holdet lørdag eftermiddag tabte 26-30 på udebane til Ajax København.

En frygtelig første halvleg blev udslagsgivende - HCM var bagud med syv mål ved pausen.

Gæsterne fulgte i kampens begyndelse kun med til 2-3. Så begyndte hjemmeholdet at trække fra og kom på 7-3 og 11-4, alt imens gæsterne kæmpede med at få tingene til at fungere både offensivt og defensivt. Et par udvisninger hjalp heller ikke det hårdt kæmpende Herning-mandskab.

Ajax kunne gå til pause med en solid føring på 14-7, og det kunne kun gå fremad for HC Midtjylland.

Fire mål af debutant
Det gjorde det også straks fra anden halvlegs start. Her indledte HCM’erne et comeback op ad bakke, og holdets debutant, venstrebacken Jacob Aaquist, blev kastet i ilden med succes. Jacob Aaquist, der fredag skrev kontrakt med HCM efter en periode i norsk håndbold, scorede fire mål i kampen og var stærk i den periode, hvor HCM rykkede tættere og tættere på Ajax på måltavlen og kom helt op på 20-21.

Men hjemmeholdet lod sig kun kortvarigt ryste. Profilen Rasmus Graffe viste skarphed, og Ajax rykkede sig igen fri af HCM og kom på 25-21.

I slutfasen formåede gæsterne ikke for alvor at true københavnernes føring, og i sidste ende måtte HCM’erne indse, at den dårlige første halvleg blev afgørende.

Dermed har HCM i en ellers stærk oprykkersæson i 1. division tabt begge kampe mod Ajax København. Københavnerne vandt 29-28 i Herning i oktober.

Topscorer for HC Midtjylland i Bavnehøj Arena blev Sebastian Wistoft Jensen med fem mål.

Trods nederlaget indtager HCM fortsat andenpladsen i 1. division, men de nærmeste forfølgere, Skovbakken og Otterup, er nu kun to point efter. Næste kamp er hjemme mod Odder på næste søndag.