17-årige Aral Simsir scorede et drømmemål, da FC Midtjylland slog Shandong Luneng i vinterens næstsidste træningskamp. Foto: FCM

Testsejr i Dubai: FCM slår kinesisk topklub

Jørn Just Kristensen 

Anders Dreyer og stortalentet Aral Simsir scorede målene, da FCM vandt vinterens næstsidste træningskamp

FODBOLD Nyindkøbene Ronnie Schwartz og Dion Cools fik deres første start i FCM-trøjen, da FC Midtjylland - uden flere profiler - vandt den første af to testkampe på træningslejren i Dubai.

Superligaens tophold vandt 2-0 over Shandong Luneng, der sidste sæson blev nummer fem i den nyrige og ambitiøse kinesiske liga.

Kampens første træffer faldt 20 minutter inde i anden halvleg, da indskiftede Evander Ferreira brød ind i feltet og lagde bolden ind foran mål, hvor Anders Dreyer let kunne trykke den over stregen til 1-0.

Drømmemål af 17-årig
Tre minutter før tid fordoblede stortalentet Aral Simsir føringen til 2-0 på et regulært drømmemål. Den 17-årige tekniker fik bolden tæt på baglinjen i højre side, skar ind i banen og lavede tunnel på to modspillere på vejen, inden han knaldede bolden i nettet til 2-0.

FC Midtjylland dominerede kampen spillemæssigt hele vejen, men de åbne målchancer lod i første omgang vente på sig.

Men ind mod pausen bankede FCM for alvor på. Velspillende Anders Dreyer afsluttede et mønsterangreb med en flugter i sidenettet efter et afmålt chipindlæg fra Marc Dal Hende.

Kort efter byttede de to roller, da Anders Dreyer slog et perfekt frispark til bageste stolpe, hvor Marc Dal Hende kom til og flugtede forbi mål.

I anden halvleg dalede kampens niveau løbende i takt med de mange udskiftninger på begge hold, men målene og et par midtjyske chancer sørgede for højdepunkter.

Kineserne skiftede hele deres hold ud i kampens løb. Blandt andet fik den tidligere Manchester United-spiller, Marouane Fellaini, kun første halvleg på banen. FCM skiftede også flittigt, og Gustav Isaksen og målmand Mikkel Andersen var de eneste, der fik hele kampen.

Sidste træningskamp venter på søndag, når FC Midtjylland møder et andet kinesisk hold, Jiangsu Suning.