Der var hård kamp om bolden i HCM’s kamp mod Skovbakken. Her en fokuseret Nicolai Witt. Foto: Flemming Hansen
HCM vandt igen: Trækker fra i toppen efter intens sejr
Kenneth KristiansenHC Midtjylland vandt 33-30 hjemme over Skovbakken
HåNDBOLD HC Midtjylland vandt topkampen mod IK Skovbakken med 33-30 efter en hæsblæsende forestilling i Sportscenter Herning.
Dermed er HCM’s oprykkere trukket fri på 1. divisions andenplads og er godt på vej mod en plads i det kommende oprykningsspil.
HCM er nu fire point foran de nærmeste forfølgere i toppen - nummer to og tre skal spille om ligapladser. Herning-mandskabet er endda kun to point fra førstepladsen, som giver direkte oprykning.
I en propfyldt opvisningshal i Sportscenter Herning indledte HCM kampen som lyn og torden og kom foran med 4-1. Det lignede en hurtig kurs mod en afgørelse, men sådan skulle det ikke gå. For gæsterne begyndte at vise prøver på, hvorfor de også er med i toppen af tabellen. Skovbakkens keeper, Mads Hviid, lukkede af i en periode, og efter fem mål i træk var HCM’s modstanderhold pludselig foran med to, 6-4.
Men så vendte kampen endnu engang. HCM-skytterne fik igen hul på gæsternes keeper, og ført offensivt an af playmaker Mikkel Madsen samt en særdeles livlig Nicolai Witt på højrebacken, var hjemmeholdet fortjent foran med tre mål, 15-12, ved pausen.
Efter pausen gentog forløbet sig. HCM var foran 23-19, men Skovbakken gik blandt andet frem i et mere offensivt forsvar og og kom helt op igen.
Det tætte topopgørs sidste fase var topintens. Skovbakken lod sig ikke ryste af på måltavlen, og både playmaker Mikkel Madsen og målmand Nicolai Mortensen hos HCM humpede ud med skader, mens det var allermest hektisk.
Mikkel Madsen kom dog ind igen og var med, da Sebastian Wistoft Jensen endegyldigt afgjorde kampem mod sin tidligere klub med straffekastscoringen til 32-29 godt et minut før tid.
Veteran fik comeback
Kampen bød i øvrigt på et comeback til en af veteranerne i HCM-regi. 36-årige Troels Aagaard stoppede egentlig karrieren på højeste niveau før denne sæson, men han var med igen og fik spilletid i forsvaret.
Bagspilleren var med, da HC Midtjylland oprindeligt blev stiftet i 2005.
Næste kamp for det nuværende HCM-hold er på lørdag på udebane mod Ajax København.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.