Kunstmessen i kongres-centret kunne notere en mindre fremgang i forhold til de senere år. Foto: Tom Laursen

Besøgsfremgang og købelyst: Næsten 10.000 besøgte kunstmesse

Næsten 10.000 kunstinteresserede besøgte den 23. udgave af Art Herning

HERNING I weekenden gik 9994 kunstentusiaster på opdagelse blandt flere end 1000 kunstværker, da Art Herning blev holdt i MCH Herning Kongrescenter.

Den 23. udgave af messen bød således på besøgsfremgang, da der i 2019 var 9741 besøgende.

Hos Dansk Gallerier, der er medarrangør af messen, ser man tilbage på en velbesøgt kunstweekend med fornyelse i højsædet.

- Det har været en messe, hvor man har genopfundet kunstbegrebet med fornyelse i forhold til de tidligere år. For det første er der kommet nye gallerier med, men også de gode gamle gallerier har udviklet deres koncepter, og i mange tilfælde har jeg oplevet en stigning i kvaliteten af det udstillede. I min optik er der en glidende fornyelse til den mere spændende side, fortæller formanden for interesseorganisationen Danske Gallerier, Thorkild NB Nielsen, i en pressemeddelelse.

- Samtidig har det atter været en velbesøgt messe. Jeg har mødt mange, der har lagt vejen forbi for første gang, og det er trods alt 23. gang, vi holder Art Herning. Der kommer altså stadig nye mennesker til, og de besøgende kører gerne mere end 200 kilometer for at gå på kunstopdagelse, siger Thorkild NB Nielsen.

Kunstsamlinger blev fornyet
Spændvidden i de værker, der prydede væggene under Art Herning, var stor - både hvad angår prisklasse, genre og udtryk. Der var således kunst for alle, og det skabte positiv travlhed for de 40 gallerister, der fremviste deres bedste kunst fra såvel etablerede kunstnere som spirende talenter.

Hos galleriejer Nicolai Wallner fra Galleri Nicolai Wallner er der stor begejstring at spore over udbyttet af messen,

- Det har været en rigtig god oplevelse at være en del af Art Herning. Vores deltagelse skal ses som en del af en større strategi om at blive mere forankret i Danmark, og i den forbindelse er vi lykkes rigtig godt med at møde en masse interessante samlere, og vi har fået et fundament, vi kan bygge videre på. Vi har solgt ganske pænt, og salgsmæssigt er vi meget tilfredse, så Art Herning har i høj grad bidraget til vores overordnede strategi, siger han.

Galleri Nicolai Wallner har normalt adresse på Glentevej i København og glæder sig derfor over mødet med den resterende del af det kunstinteresserede danske publikum.

- Vi er kommet for at møde de jyske kunstelskere, som benytter Art Herning til at orientere sig om, hvad der sker inden for kunsten. Der synes jeg, vi har mødt rigtig mange interessante mennesker og oplevet en positiv respons på vores præsentation. Desuden er her besøgende fra Sjælland, som vi i forvejen kender rigtig godt, så med den sammensætning er det de helt rigtige folk, der har lagt vejen forbi, fortæller Nicolai Wallner, hvis galleri har holdt syv års pause fra Herning, men ansøgningsblanketten for 2021 er allerede indleveret.

Besøgsfremgang
Ved åbningen af årets Art Herning fredag eftermiddag understregede åbningstaler Bitten Damgaard, at kunst er mere værd end guld.

Derfor åbnede administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen messen med ordene: »Lad guldjagten gå ind«. Han glæder sig over, at publikum har fulgt opfordringen.

- En stor tak til de 40 gallerister for en særdeles flot udstilling, der meget fortjent er blevet belønnet med både besøgsfremgang og købelyst. Derfor tak til publikum for interessen og opbakningen. Samtidig tillykke til Danske Gallerier - vi glæder os over tilliden og samarbejdet om den fortsatte udvikling af Art Herning som foreningens vestdanske messe og mødested, siger Georg Sørensen.

I 2021 holdes Art Herning i weekenden 29.-31. januar i MCH Herning Kongrescenter.