Oscar Hiljemark har spillet 27 A-landskampe for Sverige. Han var desuden anfører, da Sverige vandt U21-EM i sommeren 2015. Foto: Ritzau Scanpix
Medie: FCM vil stadig have svensk profil
Jørn Just KristensenMidtbanespilleren Oscar Hiljemark står igen højt på ønskelisten i FC Midtjylland, og denne gang ser det ifølge Ekstra Bladet ud til at lykkes
FODBOLD Det glippede i august, men nu gør FC Midtjylland et nyt forsøg på at lande Oscar Hiljemark.
Den 27-årige svenske midtbanedirigent er - ifølge - tæt på et skifte til Superligaens førerhold.
Hiljemark var 28. august på besøg i FCM, hvor han fik rundvisning på MCH Arena og var en tur i gågaden, hvor han endda mødte en af Folkebladets medarbejdere.
På det tidspunkt var FCM ifølge Folkebladets oplysninger temmelig optimistiske omkring transferen. Men dengang valgte svenskeren i stedet et lønmæssigt mere lukrativt tilbud fra russiske Dynamo Moskva, som lejede ham i italienske Genoa.
Men svenskeren er aldrig slået til i Dynamo Moskva. Han har blot fået fem kampe - heraf fire som indskifter - på et halvt år, og det har nu tilsyneladende åbnet for en ny chance for FC Midtjylland.
Hvis han ender i FCM denne gang, vil svenskeren lukke det hul, som Emiliano Marcondes har efterladt i midtbanetrekanten. Det må dog formodes, at Evander Ferreira igen vil blive skubbet frem som såkaldt 10’er i trioen, hvis svenskeren kommer.
Foruden en midtbanespiller har sportschef Svend Graversen tidligere afsløret, at klubben forsøger at finde en højreback som gardering og konkurrent til stærke Joel Andersson, der i efteråret var ene mand på den plads.
Pasningsstærk
Oscar Hiljemark er en taktisk klog og pasningsstærk central midtbanespiller, der arbejder begge veje i banen. Og så har han et imponerende cv.
Den 27-årige midtbanespiller var i 2012 med til at vinde det svenske mesterskab med IF Elfsborg, og allerede som 20-årig skiftede han til den hollandske storklub PSV Eindhoven.
Hiljemark nåede 65 kampe og et hollandsk mesterskab, inden han i 2015 blev solgt til italienske Palermo.
Anfører på EM-guldhold
Samme sommer var Hiljemark anfører, da Sverige blev U21-europamestre i Tjekkiet. Han var det spillemæssige omdrejningspunkt på den centrale midtbane i et 4-4-2-system.
I Italien nåede han 55 kampe for Palermo og 47 kampe for Genoa. Undervejs var svenskeren udlejet til græske Panathinaikos i efteråret 2017, hvor det blev til 19 optrædener.
Han var en del af den svenske A-landsholdstrup ved EM 2016 i Frankrig og VM 2018 i Rusland.
Oscar Hiljemark har spillet 27 A-landskampe for Sverige.
Sverige er kvalificeret til sommerens EM, og det vil nok gavne Hiljemarks EM-chancer, hvis han igen får fast spilletid.
FCM har ikke reageret på Herning Folkeblads henvendelser om transferrygtet.
Læs også:
Ugens mest læste historier
Fem seneste historier
- 50-årig herningenser sigtet for bedrageri: Skulle angiveligt sælge fiktive varer på nettet
- Påvirket bilist mistede sin bil efter to uheld og et frontalt møde med autoværn i fordelerringen
- Betjente så videoovervågning igennem: Genkendte butikstyv fra 7-Eleven i Herning
- Bøvl med ballademager: Generede sine omgivelser og overfusede betjente
- Hey ho let’s go: Punklegende giver koncert i Herning