Sarah Iversen og Herning-Ikast Håndbold viste stærk moral og fightede sig tilbage og tog point fra de tyske mestre. Foto: Henrik Ole Jensen (Arkiv)

Flot comeback: HIH tog point fra de tyske mestre

Jørn Just Kristensen 

Herning-Ikast var bagud 19-15 på udebane mod de tyske mestre, BBM Bietigheim, men kæmpede sig tilbage og tog et vigtigt point i EHF Cup-gruppespillet

HåNDBOLD Herning-Ikast Håndbold topper stadig sin EHF Cup-gruppe og er stadig ubesejret i gruppespillet efter lørdagens svære udekamp mod de tyske mestre, BBM Bietigheim.

26-26 sendte den intense europæiske dyst efter tysk pauseføring på 14-11.

Bietigheim er kendt som et stærkt hjemmehold og har endnu ikke sat et eneste point til på egen bane i den tyske liga, og tyskerne lignede også vindere af opgøret mod Herning-Ikast i store dele af anden halvleg.

De tyske mestre var blandt andet foran 19-15 og 25-23, men HIH-kvinderne viste igen stærk holdmoral og kæmpede sig tilbage. Stregspiller Sarah Iversen scorede to gange i træk til 25-25. Men inden midtjyderne fik gavn af det momentum, fik Tonje Løseth rødt kort for sin tredje tominutters-udvisning. Det var ikke det største udvisning, der er set, og HIH’erne brokkede sig i flot til de græske dommere, men det ændrede intet, og HIH måtte spille de sidste 4.12 minutter uden forsvarsgeneralen.

Fløjen Amalie Berger bragte Bietigheim på 26-25, men topscorer Helene Fauske udlignede med det sidste af sine ni fuldtræffere på dagen. Hollandske Maura Visser nåede en sidste afslutning for Bietigheim, men den voldte ikke Sabine Englert problemer i HIH-målet.

Med det ene point fører HIH fortsat Gruppe D i EHF Cuppen med nu fem point for tre kampe. Bietigheim har tre point på andenpladsen, mens norske Storhamar har to, og russiske Lada Togliatti har nul. Storhamar og Lada Togliatti mødes i morgen i Norge.

I næste runde får Herning-Ikast besøg af Bietigheim lørdag eftermiddag i IBF Arena. Inden da venter der på onsdag en udekamp mod bundholdet Skanderborg i den danske HTH Liga.