Lasse Vibe (t.h.) imponerede tilskuerne på Ikast Stadion med både et mål og en assist og adskillige gode aktioner i dagens testkamp mod Esbjerg. Her fejrer han sin scoring med brasilianske Paulinho. Foto: Flemming Hansen

Sejr i første træningskamp: Flyvende Vibe i FCM-sejr

Jørn Just Kristensen 

Lasse Vibe tegnede sig for et mål og en assist, da FC Midtjylland slog Esbjerg 4-1 i første træningskamp. Stortalent lukkede med solotur

FODBOLD Årets første træningskamp gav årets første sejr for FC Midtjylland.

Superligaens tophold vandt 4-1 over Esbjerg efter 1-0 ved pausen.

De midtjyske mål blev scoret af Evander Ferreira, Lasse Vibe, Sory Kaba og Aral Simsir.

FC Midtjylland dominerede især efter pausen i en velspillet træningskamp.

Føringsmålet faldt efter en god halv time på straffespark. Awer Mabil fandt den 18-årige højreback Tobias Damtoft i feltet. U19-spilleren tæmmede bolden og forsøgte et indlæg, som ramte armen på Esbjergs Lasha Parunashvili. Straffespark sagde dommeren, og Evander Ferreira var sikkerheden selv fra 11-meterpletten.

Mathias Kristensen udlignede på en flugter seks minutter efter pausen, da Adrian Petre slog bolden ind bag FCM-forsvaret.

Nytilkomne Lasse Vibe scorede til 2-1 efter en lille time. Det var en mønsterscoring efter fodboldens ABC. Stortalentet Aral Simsir tog Paulinho med i et overlap, og brasilianeren smækkede bolden hårdt og fladt på tværs, hvor Vibe kom løbende og scorede fra tæt hold.

Vibe var også manden i centrum ved scoringen til 3-1. Esbjergs Adrian Petre sendte en aflevering i blinde hjem mod sit forsvar. Den endte foran Lasse Vibe, der stormede direkte mod mål og uselvisk serverede en let scoring for Sory Kaba, der bare skulle sende bolden over den nøgne mållinje til 3-1.

I næstsidste minut sørgede Aral Simsir for en sidste oplevelse til de cirka 1000 tilskuere at gå hjem med. Den 17-årige kantspiller er kendt for snævre driblinger, men han nærmest tonsede sig igennem forsvaret med uimodståelig vilje og nettede til 4-1.

Næste træningskamp for FCM er om præcis en uge mod Silkeborg IF.