Sådan ser man ud, når man lander en gysersejr mod lokalrivalerne. Fra venstre er det Sabine Englert, Sarah Iversen og Stine Skogrand. Foto: Henrik Ole Jensen

Gysersejr i lokalopgør: Vildt comeback af HIH-kvinderne

Jørn Just Kristensen 

Herning-Ikast Håndbold var bagud i det meste af kampen, men slog Silkeborg-Voel og overhalede lokalrivalerne i tabellen

HåNDBOLD Med otte et halvt minut tilbage på haluret var Herning-Ikast Håndbold bagud 23-26, men da slutsirenen hylede i IBF Arena, kastede HIH-spillerne sig i armene på hinanden.

29-28 vandt HIH efter 12-13 ved pausen mod lokalrivalerne fra Silkeborg-Voel.

Storspillende Helene Fauske scorede kampens sidste mål på et straffekast 15 sekunder før tid - begået mod fløjen Emma Friis, der gjorde comeback efter en fodskade. Silkeborg-Voel nåede en chance mere, men Louise Ellebæks afslutning blev fanget i HIH-paraderne, og det gjorde det efterfølgende frikast efter tid også.

Sejren betyder, at HIH stryger forbi Silkeborg-Voel og Viborg HK i tabellen og op på fjerdepladsen i HTH Ligaen - bare to point fra København Håndbold på andenpladsen. Københaverne tabte her til aften på udebane mod Aarhus United.

Brændte alt for meget på Silkeborg-keeper
Lokalopgøret i Ikast var jævnbyrdigt hele vejen, men oftest med Silkeborg-Voel i teten. HIH havde ellers ikke svært ved at komme til gode muligheder, men der blev brændt et hav af chancer på den velspillende Filippa Idéhn i gæsternes mål. Silkeborg-keeperen nåede 17 redninger, mens de to HIH-målvogtere - Sabine Englert og Jessica Ryde - blot nåede op på 9 parader til fælles.

Fauskes målshow
Mod midten af anden halvleg begyndte konturerne af et nederlag at tegne sig. Silkeborg-Voel kom foran 20-18, 24-21 og 26-23, mens frustrationen voksede hos hjemmeholdet og størsteparten af de 931 tilskuere i IBF Arena.

Men opgørets sidste otte minutter gik HIH’s vej - med storspillende Helene Fauske som den afgørende aktør. Den 22-årige nordmand scorede fem af HIH’s sidste seks mål og blev kampens suveræne topscorer med hele 14 fuldtræffere.

Næste kamp for HIH er allerede på lørdag, når holdet spiller på udebane mod de tyske mestre, BBM Bietigheim.