Det blev ikke til point for HCM på Fyn. Foto: Henrik Ole Jensen

Nederlag i Otterup: Fynsk fuser for HC Midtjylland

Kenneth Kristiansen 

HCM brændte alt for mange chancer og tabte 23-26 på udebane

HåNDBOLD HC Midtjylland kom skidt i gang med 1. divisionskampene efter julepausen, da det søndag eftermiddag blev til et nederlag på 23-26 på udebane mod Otterup HK.

I en jævnbyrdig første halvleg kom gæsterne fra HCM til at hænge en smule efter, som halvlegen skred frem. Afleveringerne sad ikke hver gang lige i skabet, og det kostede. Samtidig sad for mange skud indenfor den også stærkt spillende Otterup-målmand Kristian Ruben Poulsens rækkevidde.

Kollegaen i den anden ende, HCM-keeper Nicolai Mortensen, tog også godt fra, men generelt var der øjensynligt lidt julepause-rust, der skulle bankes af hos HCM’erne.

Otterup var foran med en enkelt, 11-10, ved pausen.

Gik i stå efter pausen
Anden halvleg begyndte fornuftigt for gæsterne, men det varede ikke mange minutter, før HCM gik offensivt i stå. Der blev ganske enkelt ikke scoret på chancerne, og det fynske hjemmehold havde samtidig kynismen i den anden ende.

Otterup rykkede fra 14-14 til føring på fem mål, 21-16, og det hul kunne HCM ikke kravle op fra igen - selvom det angrebsmæssigt blev bedre i kampens sidste fase. Forsvaret fik imidlertid aldrig styr på hjemmeholdets varierede, pågående offensiv.

Der manglede lige det sidste i Otterup for et HCM-hold, der kun sjældent fik spillet til at flyde.

Sebastian Wistoft Jensen blev HCM’s topscorer i kampen med seks mål.

Trods nederlaget er Herning-mandskabet fortsat med i toppen af 1. division - på en tredjeplads med 22 point for 16 kampe.

HC Midtjylland spiller næste gang torsdag aften. Det er på hjemmebane mod Skive, der ligesom HCM har 22 point. Der er altså dømt topopgør mellem nummer to og tre.