Den Russiske Nationalballet gæster kongrescentret med »Svanesøen«. Foto: Pr-foto

Russisk ballet i særklasse

Samspillet mellem Tjajkovskijs musik og ballet kan udtrykke alt fra kærlighed til ensomhed

HERNING Fortryllende dans kombineret med smukke kostumer og musik fortæller i ét fælles sprog den medrivende kærlighedshistorie om den forbandede svaneprinsesse, når »Svanesøen« fremføres i MCH Herning Kongrescenter fredag 17. januar 2020.

Flere end 30 stjernedansere fra Den Russiske Nationalballet kan opleves på scenen og danner rammen om den historiske russiske ballet, »Svanesøen« - en ballet, der efter 143 år fortsat er lige så populær.

Peter Tjajkovskij skrev »Svanesøen« i 1877, og komponistens toner og tanker bag opførelsen af balletten er bevaret.

Når Tjajkovskijs musik kombineres med balletten, kan samspillet udtrykke alt fra kærlighed og længsel til ensomhed og lykke - alt sammen uden et eneste ord.

Flotte anmeldelser
Stykket fik flotte anmeldelser, senest »Svanesøen« turnerede i landet, så publikum kan se frem til at opleve en medrivende ballet. Den russiske stjernesolist, Liudmila Titova, der har medvirket i store opsætninger, kan i »Svanesøen« opleves som Odette/Odile - den sorte og hvide svane. Hun er uddannet fra Bolshoi Ballet Academy, og har siden 2010 været balletmester og solodanserinde hos Den Russiske Nationalballet.