Herning Blue Fox - og her Jakob Jessen - tabte for tredje gang i sæsonen til Herlev Eagles. Foto: Flemming Hansen (Arkiv)

Sejrsstimen bremset brat: Blue Fox sænket af Herlev

Jørn Just Kristensen 

Efter fire sejre på stribe skuffede herningenserne mod Herlev Eagles og deres knivskarpe kaptajn. Morten Poulsen udgik

ISHOCKEY Øv for en omgang. Både udvisninger og mål regnede ind over Herning Blue Fox i årtiets sidste hjemmekamp.

»Rævene« tabte 3-6 mod et effektivt Herlev-hold med en brandvarm kaptajn, Brett Thompson, der scorede de første to mål.

Herningenserne åbnede ellers opgøret stærkt. »Rævene« dominerede opgørets indledning tungt og tegnede sig for kampens første syv afslutninger på mål.

Den ene af dem fik nettet til at blafre bag Herlevs bare 18-årige keeper, Christian Elmose Christensen. Mark MacMillan kom fri bag mål og havde tid til at servere skiven for Markus Jensen, der rykkede sig fri og knaldede pucken i mål til 1-0 med en resolut »firsttimer«.

Slagsmål og skadet topscorer
Men momentum gik tabt midt i perioden - blandt andet i forbindelse med de første af mange udvisninger og et større slagsmål mellem Reid McNeill og Herlevs Magnus Molge.

I samme fase udgik topscorer Morten Poulsen af kampen med en beskadiget finger og blev kørt på hospitalet til undersøgelse.

Brett Thompson udlignede for Herlev efter knap 10 minutter, da canadieren fik lidt for god plads til at skære ind foran mål og score i fjerneste hjørne.

Men den skarpe Herlev-kaptajn stoppede ikke dér. Brett Thompson gjorde det også til 2-1 inden periodens udløb.

Midterste periode var lige til makulatoren for Blue Fox, der tog hele fem udvisninger og tabte perioden 1-3 til de kyniske gæster, der ikke skulle bruge ret mange invitationer for at score sine mål.

Backen Benjamin Mauritzen udnyttede en blændende frispilning fra ligaens topscorer, svenske Johan Skinnars, til 3-1, og Magnus Molge omsatte en friløber til 4-1. Blue Fox reducerede, da Lasse Lassen blev spillet fri på tæt hold efter fint forarbejde af Mark MacMillan. Men Benjamin Mauritzen var igen på pletten i powerplay til 5-2.

Dyb dukkert i eget powerplay
Blue Fox åbnede sidste periode i powerplay. Men hvis cheftræner Ben Cooper nåede at banke ny tro og optimisme ind i sit hold i pausen efter den dårlige anden periode, fik det håb et nyt gok i nødden bare 24 sekunder inde i sidste periode, da svenske Victor Rollin Carlsson øgede til 6-2 i undertal.

Månedens spiller i Blue Fox, Cameron Brace, reducerede til 3-6 efter en flot frispilning af kaptajn Daniel K. Nielsen, men nærmere kom herningenserne ikke.

Det er tredje gang i sæsonen, at Blue Fox taber til Herlev, og det er anden gang i sæsonen, at forstadskøbenhavnerne scorer seks mål i Kvik Hockey Arena - til trods for at Blue Fox faktisk vandt aftenens skudstatistik 34-27.

En sejr ville ellers have sendt Herning forbi både Herlev og SønderjyskE i tabellen, men den chance blev forspildt, og »rævene« er fortsat nummer syv i Metal Ligaen.

Herning Blue Fox har chancen for at komme tilbage på sporet på søndag, når holdet spiller på udebane mod ligaens agterlanterne, Odense Bulldogs.