Fodslaw i Herning er klar med en travetur mod julesulet. foto: privatfoto

Efter den fede jul: Gå julesulet væk

HERNING Ikke alt, der kommer ind ved julens glæder, kommer ud igen. Noget bliver hængende på sidebenene.

Det har Fodslaw en kur imod.

Torsdag 26. december byder foreningen på de traditionsrige julemotionsture 21 forskellige steder rundt i landet.

Fodslaws afdeling i Herning følger trop, fortæller Carsten Nielsen fra foreningen.

- Der plejer at deltage 180 personer, unge som gamle og børn. Mange familier har det som en fast juletradition at de skal ud og røre sig lidt oven på al den fede julemad, fortæller Carsten Nielsen i en pressemeddelelse.

Starten går fra Højskolen Skærgården i Skærbæk, og Fodslaw Herning har forberedt og afmærket to ruter på 5 og 10 kilometer.

Traveturen kræver ikke noget særligt udstyr eller træning, fortæller Fodslaw.

Det er ikke nødvendigt at være medlem af Fodslaw for at gå en tur mod julesulet anden juledag.