Lasse Lassen blev matchvinder mod Rungsted med en scoring i straffeslag. Foto: Henrik Ole Jensen

Trods ringe powerplay: Blue Fox besejrer mestrene

Thomas Damm 

Lasse Lassen afgjorde kampen på straffeslag og sikrede to point til Blue Fox

ISHOCKEY Det holdt hårdt, men Blue Fox vandt søndag eftermiddag hjemme med 4-3 efter straffeslag over de forsvarende mestre fra Rungsted Seier Capital.

Sejren blev sikret efter 3-3 i ordinær tid og derefter en straffeslagskonkurrence, hvor Lasse Lassen var den eneste spiller, der scorede.

Det blev en uhyre hektisk indledning på kampen. Der var blot spillet tre et halvt minut, da Blue Fox førte 2-1.

Backen Jakob Jessen indledte festen med et skud fra blå linje efter to minutter. Skuddet så harmløst ud, men alligevel hoppede pucken forbi keeper Thomas Lillie, der måtte fiske den ud af nettet.

Gæsterne svarede dog hurtigt igen og udlignede mindre end ét minut senere, da Mattias Persson stod helt blank og fik pucken forbi Simon Nielsen.

Markus Jensen fik dog bragt føringen tilbage til Herning, da han efter flere returpucke endelig fik scoret.

Modløsheden satte ind
Flere mål kom der ikke i første periode, men Rungsted udlignede til 2-2 blot 47 sekunder inde i anden periode. Mestrene havde allerede haft et skud på stolpen, inden T. J. Moore fik scoret.

Joachim Holten-Møller gjorde det også til 3-2. Modløsheden blev endnu større i Herning-lejren, da 1,38 minutter i fem mod tre intet udbytte gav.

Lidt senere have Blue Fox yderligere 14 sekunder med fem mod tre, men overtalsspillet var alt andet end imponerende.

Thomas V. Andersen fik ramt stolpen, men ellers var det ikke meget, Blue Fox havde at byde på i anden periode.

Det blev heller aldrig rigtigt godt i tredje periode med Rungsted, der blot stillede med fem backer og 10 angribere. Men kaptajn Daniel K. Nielsen udlignede dog til 3-3 på et slagskud, og så var kampen helt åben.

Med fire minutter tilbage fik Blue Fox endnu et powerplay, men igen var det helt igennem ineffektivt.

Der blev ikke scoret mere, og dermed gik kampen i overtid. Her havde først Markus Jensen og senere Lasse Lassen gode forsøg for Herning, men uden at score. Især Lassens friløber burde dog have været omsat i en afgørende scoring, men kort efter gjorde Lassen altså skaden god igen med sin scoring på straffeslag. Inden da havde Morten Poulsen og Markus Jensen brændt for »rævene«.

Blue Fox spiller igen tirsdag på hjemmebane mod Rødovre.