Vocal Pleasure, med dirigent Kristian Bay i spidsen, slutter efterårets sæson med en julekoncert i Valgmenighedskirken, Foto: Pr-foto

Jul med Vocal Pleasure

KOR Julen er efterhånden det eneste tidspunkt, hvor traditionerne får lov til at få plads.

I Herning er der juletræstænding med borgmesteren højt til vejrs, fællessang, korsang, nisseorkester og meget mere, og mens vi venter på sneen, lytter nogle til Bachs »Juleoratoriet« eller Händels »Messias«, andre danser til »Last Christmas« eller swinger den med »Rudolph, The Red Nosed Reindeer« og The Band.

Efterhånden er det også blevet en juletradition, at Vocal Pleasure slutter efterårets sæson med en julekoncert i Valgmenighedskirken i Herning - så tæt på juleaften, at der helt sikkert er mange, der kan trænge til en pause i juleræset og bare læne sig tilbage og slappe af i en times tid, mens de lytter til dejlig, velarrangeret musik. I år er det tirsdag 17. december.

Til juleprogrammet 2019 har Vocal Pleasure valgt at starte med nogle satser, hvor der kan spekuleres over livet i almindelighed og kærlighedens mange udtryk i særdeleshed. Komponister og sangskrivere som Sanne Salomonsen, Mads Langer, Peter Gabriel og James Taylor har på forskellig og pågående vis skabt forundring og livsglæde.

Selvfølgelig er der også plads til en masse rigtig jul, og traditionen tro vil julen blive sunget ind på både engelsk og dansk i nye som gamle korarrangementer. Det er også en tradition, at publikum selv får lov at synge. Der bliver således sange til mange aldersgrupper.

Vocal Pleasure har sat en koncert sammen, akkompagneret af korets faste huspianist, Henrik Tjagvad, og dirigeret af Kristian Bay, med et meget bredt program, der helt sikkert vil kunne tilfredsstille dem, der ønsker at få en slapper i juletravlheden og finde den helt rigtige julestemning.