Bill Hamid fik stor ros for sin springstyrke, sin højlydte kommunikation og lederevner og sin reaktionsstyrke i de første måneder af sin tid i FC Midtjylland. Men amerikaneren formåede aldrig at true Jesper Hansens plads i FCM-målet, og nu er han solgt tilbage til D.C. United for fem millioner kroner. Foto: Flemming Hansen

Officielt: FCM sælger målmand til USA

Jørn Just Kristensen 

FC Midtjylland har solgt målmand Bill Hamid til D.C. United i den amerikanske Major League Soccer

FODBOLD Tre kampe i FC Midtjyllands trøje er alt, hvad det blev til for Bill Hamid. Og alligevel har FCM igen formået at lave en god forretning ud af det.

De danske vicemestre meddeler mandag aften, at klubben har solgt den 29-årige målmand til D.C. United i den amerikanske Major League Soccer (MLS).

Bill Hamid har skrevet en treårig kontrakt gældende fra 1. januar 2020 med Washington-klubben, som han har været udlejet til siden august 2018.

- Vi er glade for, at vi i fællesskab har fundet en løsning, som passer alle parter godt, siger Svend Graversen, sportschef i FC Midtjylland, i en pressemeddelelse.

Scorer fem millioner kroner
I samme skrivelse beskriver han det som »en god handel«, og det må i den grad siges at være en beskrivelse, der rammer plet.

FCM hentede Bill Hamid på en fri transfer i netop D.C. United 1. januar 2018, har blot givet tre kampe til den spring- og reaktionsstærke målmand og nu solgt ham til samme klub for cirka fem millioner kroner ifølge flere medieforlydender fra USA.

Bill Hamid har spillet seks A-landskampe for USA og blev for nylig nummer to i en kåring af årets bedste målmand i MLS.

- At bringe Bill tilbage til klubben i 2020 var en topprioritet for os, siger Dave Kasper, general manager i D.C. United til klubbens hjemmeside.

- Bill er en leder på og uden for banen, og vi er begejstrede for at bringe ham tilbage til klubben, som han har arbejdet utrætteligt for igennem 10 sæsoner. Han er en af de bedste målmænd i MLS, siger Dave Kasper.

Bill Hamid har spillet 249 kampe for D.C. United, som han har været hos siden ungdomstiden.