Cameron Brace var tæt på et par gange, men Blue Fox fik aldrig scoret mod Aalborgs tophold. Foto: Henrik Ole Jensen

Kyniske gæster: Aalborgs tophold bankede Blue Fox

Kenneth Kristiansen 

Metal Ligaens suveræne tophold viste ingen nåde på isen i Herning og vandt stensikkert 4-0 over Blue Fox

ISHOCKEY Selvom Herning Blue Fox har været inde i en god periode i den seneste tid, viste fredag aftens kamp i Kvik Hockey Arena alligevel forskellen på det suveræne tophold, Aalborg Pirates, og nummer otte, Blue Fox.

Gæsterne fra Aalborg vandt en stensikker sejr på 4-0 i en kamp, hvor hjemmeholdet aldrig for alvor fik skabt spænding om udfaldet.

1756 tilskuere i Kvik Hockey Arena så i kampens første periode et Blue Fox-hold, der havde svært ved at spille sig frem til de helt store chancer. Tættest på scoring var Mark MacMillan, da han knap midtvejs i perioden opsnappede pucken fra en Aalborg-spiller og trak ind foran mål, men fra tæt hold lykkedes det ikke for canadieren at passere gæsternes målmand, den tidligere Blue-Fox-spiller George Sørensen.

Spillerne fra det aalborgensiske tophold var anderledes kyniske og skarpe. Mikkel Højbjerg lynede på en omstilling ved iskoldt at lægge pucken ind til venstre for Simon Nielsen i hjemmeholdets mål, og et minut før første periodepause øgede Felix Scheel til 2-0, da han hamrede pucken ind efter en tværpasning fra endnu en tidligere Blue Fox-mand, Thomas Spelling.

Sløjt powerplay
I anden periode var der - ligesom i første - for langt mellem Herning-skuddene på mål. Aalborgs defensiv sad hele tiden tæt på Blue Fox-spillerne, og det var også tydeligt de tre gange i perioden, hvor hjemmeholdet kom i overtal. Alt for sjældent lykkedes det at få etableret noget decideret powerplay foran gæsternes mål.

De største chancer tilfaldt dog Blue Fox, for både Morten Poulsen og Cameron Brace - to gange - kom fri til skud alene med George Sørensen, men Aalborg-keeperen vandt alle tre dueller.

Den sidste periode blev stort set indledt med endnu et sløjt Blue Fox-powerplay, og det kneb fortsat med at spille sig frem til den chance, der måske kunne indlede et comeback i kampen. I stedet fik det gæstende tophold øget til 3-0, da pucken efter et par misforståelser i Hernings opspil i stedet blev sendt hen til en helt blank Pierre-Olivier Morin, der bankede den ind til det, der lignede en endelig afgørelse på kampen.

Det var det også. Hjemmeholdet kæmpede videre til det sidste, men intet ville for alvor lykkes, og stærkt spillende George Sørensen i Aalborgs mål blev aldrig passeret.

I stedet scorede Aalborgs Tobias Ladehoff til resultatet 4-0 i et tomt Blue Fox-mål to minutter før tid.

Blue Fox, der med nederlaget fortsat indtager ligaens ottendeplads, spiller næste gang tirsdag aften, når Esbjerg Energy kommer på besøg.