Foto: Colourbox

Usædvanligt mange indbrud noteret på politiets døgnrapport fra weekenden

Palle Heering Nielsen 

En beboer i Herning fik overrasket tyven på fersk gerning, mens resten foreløbig er uden signalement af gerningsmændene

HERNING Lokalpolitiet i Herning har den forgangne weekend haft usædvanligt travlt med anmeldelser om indbrud i private hjem og virksomheder.

Ifølge døgnrapporten fra fredag til søndag er der noteret hele 21 indbrud, og ifølge sekretariatsleder Bent Smedegaard er det første gang i flere år, at der har været så mange anmeldelser på en enkelt weekend.

I Birk har der været indbrud hos to forskellige virksomheder, og det ene sted er der stjålet kontanter. Det andet sted er flere ruder knust, men der har tilsyneladende ikke været nogen inde, fordi alarmen blev aktiveret.

I Gjellerup er det gået ud over en villa på Ravnsborg Krat. Også her er flere ruder knust, og alarmen gik i gang fredag aften klokken 22.34.

I Tjørring har der været indbrud hos Røde Kors’ udlejningsbutik på Knuthenborgvej samt i to villaer på henholdsvis Stenhøjen og Baunevej.

Der skulle ikke være stjålet noget fra Røde Kors samt villen på Stenhøjen, mens der er stjålet smykker, digitalkamera og mønter fra en sparegris i villaen på Baunevej.

Vågnede ved larm
I Herning overraskede en beboer en tyv på fersk gerning.

- Beboeren vågnede ved, at der var larm og overraskede gerningsmanden, som var ved at fjerne en PH-lampe, fortæller Bent Smedegaard.

Gerningsmanden er dansk af udseende, 25-30 år og med sort hår. Han talte dansk og kørte væk i en bil, der begynder med nummerpladen CN 17.

Der har også været indbrud på Færøvej, Kærmindevej, Storåvej og Sjællandsgade i Herning.

På Kærmindevej lykkedes det gerningsmanden at fjerne 10 julegaver samt mærkevarestole, mens der blev stjålet PH-lamper samt Kay Bojesen-figurer fra villaen i Sjællandsgade.

Overvågning fra virksomhed
Flere af stederne er det ikke gjort op, hvad der er stjålet. Det er der til gengæld fra en virksomhed på Mads Eg Damgaards Vej. Her blev der stjålet kontanter. Politiet får udleveret billeder fra overvågningen på stedet til brug for efterforskningen.

Endelig er der stjålet en elkedel samt støvler fra et kælderrum på Grundtvigsvej.