No Sex er en tempofyldt og morsom danseforestilling om identitet. Foto: Søgaardfilm

No Sex på Team Teatret

DANS Fire dygtige dansere går på scenen i et klinisk hvidt rum.

De glor på hinanden, observerer og lader sig se i en evig jagt på at finde den rigtige måde at se ud på. Den rigtige måde at være på.

Sådan begynder Black Box Dance Companys forestilling »No Sex« med undertitlen »en verden af køn«, der præsenteres på Team Teatret tirsdag 26. november.

Danseforestillingen handler ikke om seksual-akten, men om identitet. Hvordan er en mand? En kvinde? Hvordan er man begge dele eller ingen af delene?

Og hvordan tager jeg mig ud? Hvordan ser vi hinanden?

Koreografi-workshop
Her er en hæsblæsende løssluppen og morsom danseforestilling, hvor mode og spektakulære kostumer også spiller en væsentlig rolle.

Efter selve forestillingen er det muligt at deltage i en mindre workshop, hvor publikum får lov at overtage koreografens rolle - ikke med at danse, men med at finde ud af, hvad danserne skal danse, og ikke mindst hvordan de skal gøre det.

Black Box Dance Company fra Holstrebro har flere Reumert-nomineringer med i bagagen.