Lasse Lassen var manden bag 5-0-scoringen mod Odense. Med sejren er Blue Fox væk fra sidstepladsen. Foto: Tom Laursen

Målfest på isen: Blue Fox sendte krisen på afstand

Thomas Damm 

Herning Blue Fox vandt sikkert bundkampen mod Odense og er væk fra sidstepladsen

ISHOCKEY Med fem nederlag på stribe var Blue Fox i en resultatmæssig krise forud for fredagens bunddrama mod Odense Blue Fox.

Men en Herning-sejr på hele 7-0 sendte Blue Fox væk fra sidstepladsen, som Odense dermed overtog igen.

Selv om de to hold ligger side om side i tabellen, var der klasseforskel på isen denne aften i Herning.

Allerede inden der var spillet seks minutter, førte Blue Fox 2-0 på mål af Mark MacMillan og Sean Flanagan i powerplay. Perioden kunne have været vundet meget større, men det blev ved de 2-0.

I anden periode blev kampen sat endegyldigt på plads. Unge Peter Eg Larsen fik målet til 3-0, som blev sendt i nettet af en Odense-spiller, men der regnes ikke med selvmål i ishockey. Det blev 4-0 ved Markus Jensen, og så fik Lasse Lassen gjort til 5-0. Odense blev kun en smule nærgående, når de var i overtal.

I sidste periode gik tempoet lidt ud af kampen. Til sidst kom der dog yderligere to Herning-mål. Finske Jonne Virtanen gjorde det til 6-0 med sit første mål for Blue Fox godt fire minutter før tid, og umiddelbart efter blev Mark MacMillan noteret for sin anden scoring i kampen. Backen Nicolai Weichel fik en assist på begge de to sidste mål.

Blue Fox skal følge succesen op på tirsdag, når der venter en udekamp i Frederikshavn.