Ina-Miriam Rosenbaum går alene på scenen med historien om Mendel Singer. Foto: Ida Wang

Hør hendes historie

Når det hjælper budskabet på vej, optræder Ina-Miriam Rosenbaum alene

TEATER Ina-Miriam Rosenbaum fylder som eneste skuespiller Team Teatrets scene ud, når hun mandag 28. oktober går frem i lyset for at fortælle historien om Mendel Singer.

Det gør hun i forestillingen »J O B - et enkelt menneske«, der opføres som afslutning på festivalen »Enestående«.

Ina-Miriam har stået alene på scenen flere gange, men ikke fordi det skal være et krav.

- Det er bestemt ikke et mål i sig selv, at jeg vil være alene på scenen. Der er bare nogle historier, der bliver fortalt bedre, når man gør det alene. Den roman, der er forlægget for historien, jeg fortæller i »J O B«, rummer et stort persongalleri, men jeg synes, den bliver fortalt bedre, og den står stærkere, ved at jeg tager alle karaktererne på mig, siger Ina-Miriam Rosenbaum i en pressemeddelelse.

Kontrakt med publikum
Når en skuespiller står alene på scenen og fortæller, kan man føre grundlaget langt tilbage i tiden. Helt til en flok mennesker, der sidder rundt om et bål og lytter, mens en historie bliver fortalt.

- Det er netop dér, det starter. Man har en historie, som man synes, det er vigtigt at fortælle, og så skal den fortælles, så publikum lytter. Det gør man nogle gange bedst, når der ikke er medspillere, scenografi og en masse andet at forholde sig til. Til gengæld bliver publikum en meget vigtig medspiller, siger skuespilleren.

- Det er vigtigt at indgå en form for kontrakt med publikum. I et stykke som »J O B« er der ingen scenografi, så det er et af de steder, hvor publikum er nødt til at digte med, og på den måde bliver det jo ligesom flokken omkring bålet, der også må bruge fantasien.

Personlig kabaret
Ina-Miriam Rosenbaum har spillet flere soloforestillinger, og derfor har hun også arbejdet med forskellige veje til aftaler med publikum.

- Det kan være, at de skal op på scenen, det kan være, at de kan synge med, eller det kan være, at jeg som denne gang præsenterer de to musikere, der er med, og så fortæller jeg, at nu er jeg Mendel Singer. Så er den præmis på plads, siger hun.

De soloforestillinger, Ina-Miriam Rosenbaum har spillet, har i flere tilfælde været meget personlige - med et budskab, der ligger hendes hjerte nært.

- Den første var en kabaret, »Klædt på til skindet«. Den handlede om dansk identitet og blev meget personlig, altså ikke privat, men det var mine holdninger, som så blev sat i scene. Det er vel sådan, jeg blander mig i debatten, for mine kronikker bliver sjældent antaget. Det behøver nu ikke være mig selv, der er udgangspunktet, men det er klart, at hvis der er et budskab, jeg selv står bag, så er der også mere hjerteblod, og det bliver nemmere for publikum at lytte, siger hun.

To musikere
Det med at lytte, og at opleve noget helt tæt på, er vigtigt, ikke mindst i soloforestillinger.

- Det gælder både i forestillinger for voksne og for børn. Det er nødvendigt at lytte, og jeg tror også, at hvis vi på scenen serverer noget, hvor publikum selv må bruge deres fantasi og indlevelse - noget, hvor alt ikke er gennemtygget for dem på forhånd - så bliver det en større oplevelse, siger Ina-Miriam Rosenbaum.

I »J O B - et enkelt menneske« står Ina-Miriam Rosenbaum alene på scenen, bakket op af de to musikere Henrik Goldschmidt og Anders Singh Vesterdahl.

- Det er med fuldt overlæg, at vi har gjort forestillingen simpel. Historien handler om Mendel Singers lange rejse, stort set uden bagage, og derfor vil vi også gerne have en forestilling, vi kan tage på ryggen og rejse alle steder med, forklarer Ina-Miriam Rosenbaum.