Agnés Limbo lader en række af Shakespeares berømte skuespil folde sig eventyrligt ud på et stort bord, hvor det helt unge publikum kan komme meget tæt på, og endda blive inddraget i fortællingen. Foto: Alice Piemme

Enestående teaterfestival

Team Teatret lukker næste weekend op for en perlerække af særlige forestillinger for børn og voksne

TEATER Måske lyder det lidt påtaget at kalde sin festival »Enestående«, men på Team Teatret har de en grund.

De forestillinger, der præsenteres fra 25. til 28. oktober, har nemlig det til fælles, at der blot er en enkelt skuespiller på scenen, fortæller teatret i en pressemeddelelse.

Hen over weekenden, fra fredag formiddag til søndag eftermiddag, er det udenlandske gæstespil for børn og deres voksne, der er på programmet. Forestillingerne har også det til fælles, at de opføres med ganske få eller ingen ord, så det er ikke noget problem, at skuespillerne ikke taler dansk.

Shakespeare-highlights
Fredag formiddag stiller den prisbelønnede belgiske skuespiller Agnés Limbo sig op ved et stort bord og inviterer publikum helt fra etårsalderen tæt på.

På bordet præsenterer hun highlights fra en række Shakespeare-stykker, og det unge publikum kan se frem til at blive inddraget i fortællingen.

Fredag sidst på dagen, inden det er tid at komme hjem til »Disney Sjov«, kan børn fra tre år opleve hænder og dukker blive levende. Det sker i forestillingen »Nymio«, hvor spanske Jose Antonio Pochades helt uden ord fortæller en række små poetiske historier om at kunne flyve, drømme og danse.

Teater i fotokabinen
Lørdag er der mulighed for at få helt særlig oplevelse for blot en eller to publikummere ad gangen. Det sker i forestillingen »Hip Hip Hip!«

Her optræder Audrey Dero med fine små fortællinger i det, der ligner en fotokabine som den, der står nede på Herning Banegård.

Publikum vælger en farvet mønt, putter den i, og så opføres en fin lille forestilling.

Forestillingen er for børn fra fem år og den voksne, de hver især gerne vil have med.

Denne forestilling foregår i herningCentret, mens resten af festivalen er på Team Teatret.

Klovneteater
Søndag eftermiddag bliver ting fra hverdagen levende og optræder i en tankevækkende, men også sjov og klovnerifyldt forestilling, når »Vu« opføres af det franske kompagni Cie Sacrékripa. Igen er sproget uden betydning, for »Vu« er uden ord. Denne forestilling er for børn fra syv år og deres voksne.

Den kvikke læser vil have bemærket at festivalens datoer trækker den helt til mandag 28. oktober.

Den aften kommer Ina-Miriam Rosenbaum med forestillingen »J O B - et enkelt menneske«, hvor hun tager publikum med på Mendel Singers utrolige rejse fra den gamle til den nye verden. Hun er også eneste skuespiller på scenen, men har to musikere med sig. Det er nødvendigt at rykke hurtigt, hvis man vil have billet til den forestilling, der mest er for voksne.

Til gengæld er det endnu muligt at komme af sted med børn og børnebørn til weekendens fire fine forestillinger.