Fælles jubel i ulveflokken efter Oliver Sørensens matchvindende scoring. Foto: Daniel Stentz/FCM

Youth League: Kaptajnen knalder FCM videre i Europa

Jørn Just Kristensen 

17-årige Oliver Sørensen blev matchvinder, da FC Midtjyllands U19-hold slog de svenske mestre og sikrede sig avancement i ungdommens svar på Champions League

FODBOLD Det nordiske styrkemøde faldt ud til dansk fordel i ungdommens pendant til Champions League.

FC Midtjyllands danske U19-mestre sendte her til aften det svenske mesterhold, IF Elfsborg, ud af UEFA Youth League.

De unge »ulve« vandt det første opgør 2-1 i Sverige, og midtjyderne var i kontrol gennem hele returopgøret på MCH Arena. En chancefattig forestilling endte 1-0 til FCM på mål af anfører Oliver Sørensen.

Den forløsende scoring faldt otte minutter før tid. Den 17-årige kaptajn modtog bolden på midten af Elfsborgs banehalvdel og tog sagen i egen hånd. Midtbanemanden tog et par kvikke træk og huggede bolden i nettet med et brækkende venstrebens-skud. Den svenske målmand, Sebastian Jonsson, vil dog næppe nyde videogensynet med den scoring, for bolden var inden for hans rækkevidde.

Målet gav højlydt jubel fra de 1032 tilskuere på MCH Arena, men det var ellers ikke meget underholdning, de fik på aftenen.

FCM havde det spillemæssige overtag - specielt i første halvleg - men skabte kun ganske få åbne chancer. Aral Simsir havde en af de største, da han midt i første halvleg blev spillet fri i feltet af Nicolas Madsen. Svenskerne havde en enkelt farlig kontra over Eduart Iljazi og et par småfarlige hjørnespark, men lignede aldrig et hold, der kunne score de to mål, som de skulle bruge for at gå videre.

I anden runde af Youth League skal FCM møde U19-mestrene fra Bosnien-Hercegovina, Zrinjski Mostar, der slog de ungarske mestre fra MTK Budapest ud.

FCM får besøg af Zrinjski Mostar mandag 4. november, og der er returkamp i Mostar onsdag 27. november.