I Aalborg har de gravet masser af dyreknogler ud. Foto: Pr-foto

Kridt, knogler og katte

FOREDRAG Museumsinspektør Niels Haue fra Nordjyllands Historiske Museum vil tirsdag 22. oktober fortælle om de nye udgravninger af byhøje fra jernalderen.

Det foregår på Tekstilmuseet.

I forbindelse med sygehusbyggeriet i den sydøstlige del af Aalborg har arkæologer siden 2014 undersøgt en stor landsby fra ældre jernalder. Bopladsen rummer kulturlag med velbevarede rester af husgulve, stenlægninger, ildsteder med videre. Sygehusudgravningen er blot en af flere bopladsudgravninger i denne del af Aalborg, hvor Nordjyllands Historiske Museum gennem de senere år har undersøgt store jernalderlandsbyer ved Gigantium, Sønder og Nørre Tranders. Udgravningerne af de velbevarede landsbyer giver et enestående indblik ind i dagliglivet i jernalderen.

Noget af det mest specielle ved byhøjsudgravningerne er, at der er bevaret utrolige mængder af dyreknogler - for eksempel er Danmarks ældste kat fundet lige her.