Bent Andersen har i de seneste år døjet med knæproblemer. Det gjorde, at han ikke kom til start ved VM-ironman 2017, og i 2018 blev han blot nummer 29 i sin aldersklasse. Men nu er den 55-årige jernmand tilbage på VM-podiet. Foto: Privatfoto (Arkiv)

»Jern-Bent« tog andenplads på Hawaii

Jørn Just Kristensen 

Jernmanden Bent Andersen fra Hammerum kæmpede sig til en andenplads i sin aldersklasse ved VM i ironman på Hawaii

TRIATLON Efter godt to år med store knæproblemer vendte triatleten Bent Andersen fra Hammerum her til morgen tilbage til VM-podiet.

Den 55-årige jernmand blev nummer to i aldersklassen 55-59 år ved VM-ironman på Hawaii. Bent Andersen har i forvejen seks førstepladser i forskellige aldersklasser på sit imponerende cv, men det dårlige knæ har bremset hans ambitioner i de seneste år.

Bent Andersen kom i mål i tiden 9 timer, 48 minutter og 13 sekunder.

Jernmanden fra Hammerum var 59,46 minutter om de knap fire kilometer svømning. Han klarede de 180 kilometer på cyklen i tiden 5 timer, 13 minutter og 14 sekunder. Og det afsluttende løb på maratondistancen 42,195 kilometer var den rutinerede triatlet 3 timer, 27 minutter og 26 sekunder om at tilbagelægge. Dertil kommer nogle minutter i hver af skiftezonerne.

Bent Andersen var nummer syv efter svømningen, men arbejdede sig op gennem feltet og var på tredjepladsen før løbet, som normalt er hans bedste disciplin.

På tværs af alle aldersklasser og køn blev den seje midtjyde i øvrigt nummer 396 ud af de 2370 kvalificerede jernmænd og jernkvinder.

Hans seneste førsteplads på Hawaii var i 2016. I 2017 kom Bent Andersen ikke til start på grund af det dårlige knæ, og sidste år måtte jernmanden nøjes med en 29. plads i sin aldersklasse. Men nu er han tilbage på VM-podiet.