Thomas Vilstrup Andersen stod både for første og sidste Herning-scoring, da Blue Fox fredag aften nedlagde SønderjyskE i Kvik Hockey Arena. Foto: Flemming Hansen

Skarpe »ræve« flænsede vicemestrene

Jørn Just Kristensen 

Thomas Vilstrup Andersen blev dobbelt målscorer, da Herning Blue Fox satte SønderjyskE til vægs med 4-1

ISHOCKEY Sikke en oprejsning. Efter sløje præstationer og nederlag mod Odense og Frederikshavn i de to seneste kampe kom Herning Blue Fox fredag aften tilbage på sejrssporet med manér.

»Rævene« nedlagde SønderjyskE med 4-1 efter periodecifrene 1-0, 2-0 og 1-1.

1664 tilskuere i Kvik Hockey Arena fik for alvor grund til jubelbrøl mod slutningen af anden periode, hvor to scoringer med to minutters mellemrum sendte midtjyderne på sejrskurs.

Det skete tilmed efter et vedholdende SønderjyskE-pres gennem det meste af perioden - til dels på grund af to udvisninger til Blue Fox. Men 3.17 minutter før periodens udløb slog Blue Fox kontra med fart og elegance. Brodie Dupont skar ind gennem SønderjyskE’s zone, snød en modspiller og fandt smart Jan Dalecky, der køligt nettede fra tæt hold. Det var scoringen til 2-0.

Godt to minutter senere fik fredagsfesten et nyt nøk i den rigtige retning. I powerplay lagde Blue Fox et energisk tryk på gæsterne, og til sidst var det Mark MacMillan, der fik pucken knoklet forbi en modspiller og ind foran mål til en fri Markus Jensen, der løftede pucken op i nettaget til 3-0 uden chance for Patrick Galbraith i SønderjyskE-målet.

Gæsterne vandt periodens skudstatistik 11-9, men kun de færreste skud voldte Simon Nielsen problemer i Blue Fox-målet. »Rævene« dækkede nemlig klogt op og begik ikke mange fejl i egen zone.

Andersens perlekamp
Men det var Thomas Vilstrups Andersens aften. Den lille, energiske forward både åbnede og lukkede ballet mod sidste sæsons vicemestre.

I en jævnbyrdig første periode med et svagt overtag til det hårdtarbejdende Blue Fox-hold sørgede Thomas Vilstrup Andersen for føringsmålet med en lækker detalje.

Backen Rasmus Nielsen trykkede af helt ude fra banden i venstre side, og inde foran mål fik Joachim Linnet sat staven på, inden Andersen stod klar med en perfekt styring i knæhøjde, så skiven strøg forbi Patrick Galbraith til 1-0.

Den 25-årige herningenser var også på pletten i midten af tredje periode. Joachim Linnet trykkede af fra højre side, og inde foran mål ragede Nicolai Weichel returpucken over til Thomas Andersen, der kronede sin flotte kamp til 4-0.

Den scoring punkterede endegyldigt sønderjydernes håb om point, men gæsterne nåede dog en reducering i sidste minut, da Josh McDonald blæste et slagskud i nettet til slutfacit: 4-1 til Herning.

Trods de tre point er Blue Fox fortsat nummer syv i Metal Ligaen, men har nu fin kontakt med det brede midterfelt. Der er således kun ét point op til SønderjyskE på fjerdepladsen.

Der er kun ét døgn til at nyde sejrsglæden. På søndag går turen til Hørsholm, hvor Rungsted Seier Capital venter på »rævene«.