Der var store smil hos publikum på Herning Rocker 2019. I år kan de se frem til en god blanding af pop og rock. Foto: Flemming Hansen

Herning Rocker offentliggør nyt hovednavn og sætter billetsalget i gang

Aske Visser Ottosen 

Publikum på Herning Rocker 2020 kan også se frem til Rasmus Seebach, Johnny Madsen og AC/DC UK

HERNING Der har været fuld gang i band-offentliggørelserne til Herning Rocker 2020 de seneste par dage. Og nu får James Blunt, Magtens Korridorer og Carpark North selskab af Rasmus Seebach, Johnny Madsen og coverbandet AC/DC UK på plakaten.

Med Rasmus Seebach som et af festivalens hovednavne, mener Dan Madsen, som står i spidsen for arrangørgruppen, at man har booket et folkeligt navn, der rammer meget bredt.

- De samler folk, og der er noget at synge med på, siger han.

Gengangere med el-guitar
En der også kan samle folk i alle aldre er Johnny Madsen, og det er et navn som man ifølge Dan Madsen ikke går galt i byen med.

- Selvom han henvender sig til et modent publikum, så er der også mange unge, der kan synge med på de kendte hits.

Og kan man godt lide sin musik med el-guitar, så er der mere at komme efter på næste års festival.

- Så er der AC/DC UK. Vi havde dem sidste år, og det var en kæmpe succes. Vi fik rigtig mange tilbagemeldinger på, at det var et godt show, fortæller Dan Madsen.

Billetsalget er i gang
Billetsalget til festivalen begyndte fredag klokken 10 og ifølge Dan Madsen, kan man spare omkring 500-600 kroner, hvis man erhverver sig en to-dages billet allerede nu.

- Der bliver tryk på. Det var der også sidste år, og folk vil jo gerne have sig en billig billet.

Herning Rockers slogan er »altid sidste weekend i maj på Teglpark Stadion« og næste år er det altså fredag 29. og lørdag 30. maj.