Jens-Lys Cajuste så rødt mod Fremad Amager. Foto: Ritzau Scanpix (Arkiv)

Rødt kort og pokalfiasko: Pokalvinderne er ude efter første kamp

Thomas Damm 

Jens-Lys Cajuste så rødt, og Fremad Amager sendte FCM ud i pokalmørket

FODBOLD I maj vandt FC Midtjylland endelig klubbens første pokaltitel med en sejr over Brøndby. Torsdag aften begyndte forsvaret af den titel i Sundby Idrætspark mod Fremad Amager fra 1. division.

Forsvaret varede kun 90 mjnutter. Så havde »ulvene« tabt 0-1 og er nu sendt ud af denne sæsons pokalturnering efter en fuser af en kamp for FCM.

Cheftræner Brian Priske havde som forventet blandet kortene i sin startopstilling siden kampen mod FC København. Nye i startopstillingen i forhold til i søndags var Manjrekar James, Rasmus Nicolaisen, Nikolas Dyhr, Gustav Isaksen, Jens-Lys Cajuste, Paulinho og Junior Brumado. Helt ude af truppen var Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Emiliano Marcondes og Marc Dal Hende.

Det nye hold havde noget svært ved at komme i gang og finde hinanden på banen. Hjemmeholdet kørte nogle skarpe omstillinger, hvor Manjrekar James flere gange virkede lidt bagefter.

Første halvlegs største chance kom til hjemmeholdet, hvor et skud fra Lukas Engel blev afrettet og gik lige forbi mål.

I den anden ende var der langt mellem de gennemspillede angreb, men blandt andre Junior Brumado havde et par tilløb til chancer.

Hurtigt rødt efter pausen
Anden halvleg var blot otte minutter gammel, da FCM’s Jens-Lys Cajuste måtte luske i omklædningsrummet efter sit andet gule kort. Han ramte sin modstander, men dommer Benjamin Willaume-Jantzens vurdering af, at det var til gult, virkede hård.

Herfra overtog hjemmeholdet kampen. 1-0-scoringen kom 12 minutter senere. Nigerianske Samson Iyede, der har en fortid på FCM’s akademi, modtog på kanten af feltet efter et indlæg fra venstre side, han tæmmede bolden perfekt og snød Manjrekar James. Iyede bankede til bolden, der strøg i mål, mens en ellers stærkt spillende Jesper Hansen forgæves sprællede efter bolden.

Herefter måtte FCM satse, og det gav huller bagude, hvor Fremad Amager i flere omgange kunne have udbygget føringen.

»Ulvene« kom ikke til meget og var faktisk tættest på, da en Fremad Amager-spiller var tæt på at score selvmål.

I tillægstiden fik FCM et frispark på kanten af feltet, som Evander Ferreira ville sparke, men han fik besked på at overlade bolden til Awer Mabil, der sparkede over mål. Evander klappede herefter ironisk ud mod FCM-bænken.

FC Midtjylland spiller igen på søndag. Det er i Superligaen, som holdet fører, på hjemmebane mod OB.