Liive ville drage ud i verden, men hun nåede kun til Danmark. Foto: Pr-foto

Norsk pop på Fermaten

Herning To sangerinder, Sofia Hedia og Liive, deler scenen på Fermaten i morgen.

Det helt friske stjerneskud, norske Liive, har taget Danmark og København med en storm af charme. Hendes underspillede pop med finurlige tekster rammer lige i hjertet og tager luften ud af al selvhøjtidelighed på en dejlig befriende måde. Det er netop den effekt, den lille poppede perle »København« fra 2017 har.

Liive har altid gjort tingene lidt anderledes, og da hendes musikhjerte pludselig begyndte at banke mere og mere for popmusik, måtte hun følge drømmen og drage ud i verden. Hun kom dog ikke så langt, for hun endte heldigvis hos os her i Danmark.

»Sofia Hedia blæste mig bagover med sin stemme«, har Søren Huss sagt.

Det blev starten på et samarbejde, hvor han blev mentor for hende i hendes sangskrivning. Samtidig spillede hun support for ham på 13 koncerter - og kom med i hans band som keyboardspiller og korsanger.