Foto: Nils Lund

Uheld i Herning: Nyere kassevogn efterlyses

HERNING Politiet efterlyser en kassevogn, som tirsdag morgen omkring klokken 8.20 var involveret i et trafikuheld på Rolighedsvej tæt ved Torvet.

En 27-årig kvinde fra Viborg kom kørende på cykel, da hun blev overhalet af kassevognen, som kørte ind foran hende, da den skulle svinge til højre.

Hun væltede, men fik ikke større skader ved uheldet. Kassevognen kørte videre, uden at føreren gav sig til kende, og derfor ønsker politiet at tale med føreren.

Kvinden har beskrevet bilen som en nyere, hvid kassevogn med turkis, blålig og grønlig skrift.

Der var to personer i bilen. Passageren bliver beskrevet som en yngre mand uden skæg.