Sory Kaba ramte stolpen. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Dramatisk nullert i Parken
Kenneth KristiansenFC Midtjylland havde de største chancer og fik rødt kort til sidst i topbraget i Parken mod FCK
FODBOLD Det intense og dramatiske topopgør i Superligaen mellem FC Midtjylland og FC København søndag aften sluttede 0-0.
Nulløsningen i Parken betyder, at FCM beholder et forspring på fire point ned til FCK i toppen af tabellen.
Allerede efter lidt mere end et minut af kampen er gæsterne tæt på en drømmestart. Efter et hjørnespark header Emiliano Marcondes på kassen, men FCK-keeper Karl-Johan Johnsson får vippet bolden over mål.
Nogle minutter senere har Evander et fint langskud, som stryger lige forbi, men herfra overtager hjemmeholdet initiativet i den tempofyldte topkamp, og der er tilløb til flere FCK-chancer. Stærke indgreb, af blandt andre Joel Andersson og keeper Jesper Hansen, forhindrer dog en scoring - Jesper Hansen redder blandt andet fornemt, da FCK’s Viktor Fischer afslutter efter et kontraangreb.
Scoring annulleret
Straks efter den situation drøner FCM’s Evander et fantastisk frispark på overliggeren. Erik Sviatchenko er over returen og sender den i mål, men scoringen bliver annulleret for offside.
Mod slutningen af halvlegen støder FCM’s Alexander Scholz hovedet sammen med FCK’s Pieros Sotiriou. Det betyder, at han må udgå i pausen og erstattes af Rasmus Nicolaisen.
Hjemmeholdets spillere kommer pågående ud til anden halvleg og presser på, men de helt åbne chancer bliver det ikke til.
Men FCK’erne spiller hårdt. Victor Nelsson sparker Mikael Anderson i maveregionen i en omstilling, uden at det dog koster hverken frispark eller kort i dommerens bog.
Stolpe-ud for Kaba
FC Midtjylland bliver igen farlige foran FCK’s mål. Sory Kaba rammer roden af stolpen og slår næven i græsset i ærgrelse.
En håndfuld minutter forinden appellerer FCM-lejren kraftigt på straffespark, efter at bolden ramte Viktor Fischers arm i feltet.
Intensiteten i Parken varer ved og intensiveres endda, idet FCK sender Nicklas Bendtner på banen til øredøvende jubel blandt de næsten 25.000 tilskuere.
Bendtner ser man dog ikke meget til. I stedet er FCM tæt på med et nærgående skudforsøg fra Awer Mabil.
Samme Mabil får kort før tid sin anden advarsel og dermed rødt kort, da han hiver den indskiftede FCK’er, Mohamed Daramy, i trøjen i en omstilling.
I overtiden tordner samme Daramy en gigantisk chance over FCM’s mål.
Men altså ingen mål i topbraget.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.