Den sekskantede sal på Herning Høj­skole lægger rammer til, når Team Teatret på søndag viser historien om Pinocchio for store børn og deres voksne. Foto: Søren Meisner

Oplev Pinocchio i Sekskanten

Team Teatret viser en smuk version af den gamle historie på søndag

TEATER Herning Højskoles særlige, sekskantede sal danner rammen, når Team Teatret på søndag præsenterer Teater Patraskets opsætning af historien om Pinocchio.

Teatret har taget fat i italieneren Collodis oprindelige historie om dukken, der så gerne vil være levende og være som andre drenge. Det er i en version, der er skabt til børn mellem 8 og 12 år samt deres voksne.

Hos Teater Patrasket er Pinocchio faktisk en dukke, der styres flot og levende af en skuespiller. Pinocchio får selskab på scenen af et par andre skuespillere og en musiker, og sammen sender de Pinocchio ud på en både spændende og farefuld rejse. Dukkedrengen møder sære skikkelser, forunderlige hændelser og fristelser og bedrag.

Pinocchio glemmer at gå i skole, tager i cirkus og er snart på en rejse, hvor slik og pandekager skifter plads med æsler og store hvaler.

Undervejs bliver publikum også bedt om at hjælpe med at træffe de rette valg, men det er bestemt ikke sikkert, at Pinocchio lytter.

Der er både moral og musik, grin og gøgl i historien om Pinocchio, så der er god grund til at få købt billetter til opsætningen på søndag.