Artem Dovbyk tilbringer resten af denne sæson i SønderjyskE. Foto: Tom Laursen

Dovbyk udlejes til SønderjyskE

Jørn Just Kristensen 

Artem Dovbyk tilbringer resten af sæsonen i SønderjyskE på lejemål

FODBOLD Bare 56 minutter har Artem Dovbyk sammenlagt været på banen i denne sæson for FC Midtjylland. Det er ikke fremmende for den 22-årige angribers udvikling, og derfor bliver ukraineren nu udlejet til SønderjyskE.

- Artem fortjener mere spilletid. Han arbejder stenhårdt til træning, og han er kommet flot tilbage efter en langvarig skade. Nu ser alle parter frem til, at han i SønderjyskE kommer ind i et forløb, hvor han spiller fast, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, i en pressemeddelelse.

Artem Dovbyk skiftede til FC Midtjylland i 31. januar 2018. Samme dag sagde FCM farvel til angrebsstjernen Alexander Sørloth, hvilket måske var med til at hæve forventningerne til den nye ukrainer.

Dovbyk løb ind i en korsbåndsskade i starten af sidste sæson, lige da han skulle have presset sig på og taget næste skridt i klubben. Han har også derfor kun spillet 22 kampe for FCM, men klubben har stadig tiltro til den hurtige, venstrefodede angriber endnu.

- Det har vi bestemt, men det vigtige for Artems videre udvikling er spilletid, og det er der bedre udsigt til i SønderjyskE end i FC Midtjylland. Vi ved, at han i SønderjyskE bliver en del af et professionelt setup, og han indgår på et hold, som gerne vil spille fodbold, siger Svend Graversen.

I SønderjyskE bliver Artem Dovbyk en del af en efterhånden stor midtjysk koloni. Holdet trænes af FCM’s tidligere guldtræner, Glen Riddersholm, og i spillertruppen finder man de tidligere FCM-spillere Rilwan Hassan, Mads Albæk og Patrick Banggaard.