Gustav Wikheim drager efter tre år i FC Midtjylland videre mod nye udfordringer. Den norske kantspiller skifter til Al-Fateh i den saudiarabiske Pro League. Foto: Tom Laursen

FCM-profil solgt: Wikheim dribler til Saudi-Arabien

Jørn Just Kristensen 

Gustav Wikheim skifter med øjeblikkelig virkning fra FC Midtjylland til Al-Fateh FC i Saudi-Arabien

FODBOLD Efter 116 kampe og 23 mål siger Gustav Wikheim farvel til FC Midtjylland og goddag til et nyt fodboldkapitel i Saudi-Arabien.

Den 26-årige kantspiller er blevet solgt til Al-Fateh FC, hvor han har skrevet under på en treårig kontrakt. Det meddeler FC Midtjylland i en pressemeddelelse.

- Vi har haft en aftale med Gustav om, at vi skulle se på mulighederne, hvis der dukkede et økonomisk attraktivt tilbud op for begge parter, og det gjorde der med henvendelsen fra Al-Fateh FC, siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen, i pressemeddelelsen.

FCM oplyser ikke prisen, men Ekstra Bladet mener at vide, at transfersummen ligger på 13 millioner kroner.

- Enestående menneske
Gustav Wikheim kom til FC Midtjylland i sommeren 2016. I første omgang på et lejemål fra belgiske KAA Gent. Men ét år senere blev lejemålet vekslet til en permanent aftale.

Den norske driblefløj har i sine bedste momenter henrykket publikum på MCH Arena med tekniske detaljer, som kun få andre har kunnet matche.

- Gustav er en fantastisk fodboldspiller, og han er et enestående menneske - vi kommer utvivlsomt til at savne begge dele. Omvendt lever vi selvfølgelig op til den overenskomst, vi har indgået med ham, og derfor blev det til et salg, siger Svend Graversen.

Al-Fateh blev mestre i den saudiarabiske Pro League tilbage i sæsonen 2012-13, men blev sidste sæson blot nummer ni.

Wikheim: Vil prøve noget nyt
Klubberne i Saudi-Arabien må have syv udlændinge hver, og det har de fleste også. I Al-Fateh bliver Gustav Wikheim således holdkammerat med blandt andre Mitchell te Vrede (Holland), André Pinto (Portugal), Michał Janota (Polen) og Maksym Koval (Ukraine).

- Jeg er et menneske, som gerne vil prøve noget nyt, og efter tre år i FC Midtjylland kom den mulighed. Jeg har haft fantastiske sæsoner i klubben, vi har vundet titler sammen, og jeg har lært mennesker at kende, som jeg vil huske resten af mit liv, siger Gustav Wikheim i pressemeddelelsen.