Sory Kaba løber forbi Brøndbys norske forsvarsspiller Sigurd Rosted. Foto: Tom Laursen

FCM besejrer Brøndby og tager Superligaens førsteplads

Thomas Damm 

I en intens, men chancefattig dyst vandt FCM 1-0 på MCH Arena

FODBOLD FC Midtjylland går ind til den kommende landsholdspause på førstepladsen i Superligaen. Efter at FC København tidligere søndag tabte 0-1 til AaB kunne FCM tage førstepladsen med en sejr over Brøndby. Den mission lykkedes med en 1-0-sejr i en tæt og intens kamp.

Der blev før kampen taget afsked med både Jakob Poulsen og Gustav Wikheim på MCH Arena. Især afskeden med kaptajn Poulsen var speciel. Han gik hele arenaen rundt og modtog folkets hyldest, inden han nu tager hul på et nyt fodboldeventyr i Australien.

Foran på selvmål
Da kampen først gik i gang, var det hjemmeholdet, der dominerede. Blandt andet kom Frank Onyeka en tur til baglinjen efter fem minutter, men der var ingen modtager på afleveringen.

To minutter senere var det var Awer Mabil, der tog samme tur og også fik sendt bolden ind foran mål. Her var Brøndbys midterforsvarer Anton Skipper først på bolden, som han sendte ind i nettet bag sin egen målmand, Marvin Schwäbe, 1-0 og vild jubel i FCM-lejren.

Fem minutter senere var det den anden midterforsvarer, Sigurd Rosted, der var han en halv meter fra et nyt selvmål, da han sparkede bolden væk.

Gæsterne kom efterhånden bedre med og forsøgte at lægge et højt pres på FCM’erne. Det blev også til nogle spredte chancer. Den største til Simon Hedlund, der på en lang bold blev spillet helt fri, men kiksede.

Chancefattigt efter pausen
Fra anden halvlegs start sende Brøndby Hany Mukhtar på banen i forsøget på at skabe lidt mere offensivt, men det blev en chancefattig anden halvleg, som de 10.944 tilskuere fik.

I det 80. minut slog FCM kontra. Indskiftede Gustav Isaksen drev bolden frem og havde både Evander Ferreira og Sory Kaba at spille. Isaksen ventede længe, spillede Evander, der ramte den fjerneste stolpe med sit skud. Her kunne kampen have været lukket. Men 1-0-føringen holdt kampen ud, selv om Brøndby truede i et par omgange uden at blive rigtigt farlige.

Superligaen ligger nu stille på grund af landskampe, og FCM spiller igen søndag 15. september ude mod Lyngby.