Kenneth Andersen fik 10 måneder som cheftræner for FC Midtjylland. Foto: Henrik Ole Jensen

Kenneth Andersen siger op som FCM-træner

Jørn Just Kristensen 

Herning Folkeblad erfarer, at Kenneth Andersen har sagt op som FCM-træner her til morgen. Assistenttræner Brian Priske overtager positionen som cheftræner

FODBOLD Efter bare 10 måneder i jobbet som cheftræner har Kenneth Andersen sagt op hos FC Midtjylland.

Han overtog posten i midten af oktober i fjor med et ry som fodboldfagligt yderst kompetent efter hele fem danske mesterskaber i U19 Ligaen - flere end nogen anden.

Men presset i Superligaen er et andet, og træneren har længe kunnet mærke, at det ikke var det rigtige for ham.

- Jeg kan mærke, at den måde, jeg gerne vil være på som træner, leder og menneske, kan jeg ikke være i den her rolle. Det troede jeg da, jeg sagde ja til jobbet og udfordringen. Men virkeligheden er en anden, siger en rørt Kenneth Andersen, da han møder Folkebladets udsendte i gangene i Sportscenter Ikast.

Senere på pressemødet uddybede han:

- Jeg kan sagtens tage svære og hårde beslutninger, men hvis man skal gøre det alt for tit, kan jeg mærke, at det ikke er mig, siger Kenneth Andersen og lægger ikke skjul på, at han mere ser sig selv som en blød, menneskelig leder end en hård negl.

Kenneth Andersen forlader cheftrænerstolen med det højeste pointsnit nogen træner nogensinde har haft i FCM. Nemlig 2,07 point pr. kamp. Spillemæssigt har holdet dog ikke imponeret i det seneste halve års tid.

Kenneth Andersen tiltræder nu i en nyoprettet stilling som head of coaching på FCM’s akademi.

- Der får vi stor glæde af de erfaringer, som Kenneth har samlet, siger FCM-direktør Claus Steinlein på pressemødet.

FC Midtjylland har besluttet at forfremme assistenttræner Brian Priske til ny cheftræner. I første omgang har han fået rollen frem til jul, men FCM satser og håber på, at det også bliver Priske på den lange bane, fortæller Claus Steinlein på dagens pressemøde.

- Det gør mig ondt, at Kenneth stopper, siger Brian Priske, som ikke har de samme bekymringer for at træffe hårde beslutninger:

- Det hører til fodbolden. Jeg har lært af nogle af de bedste trænere i landet -både her og i FC København - og ved, hvad jeg går ind til, siger den nye cheftræner.