Det er langtfra alle studier, som har besat alle pladser. Fredag får de knap 90.000, som har ansøgt om optag på en videregående uddannelse, besked om, hvorvidt de bliver tilbudt en plads. Gør man ikke det, er der stadig mange uddannelsespladser at søge over hele landet. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

Der er fortsat ledige pladser til flere studier

Fredag får ansøgere svar på, om de optages på uddannelse. Der er stadig steder med ledige studiepladser

UDDANNELSE Over 88.000 havde søgt om optagelse på en videregående uddannelse i år, men det er langtfra alle, som er blevet tilbudt en studieplads.

Alt håb er dog ikke ude, for der er endnu mange studier, som har ledige pladser, efter at ansøgerne fredag har fået besked om optag.

Listen er lang. Den omfatter mange og meget forskellige uddannelser, herunder diplomingeniør, handelsøkonom, multimediedesigner og skolelærer.

Der er ledige pladser på studier over hele landet. Det kan derfor sagtens være, at man har fået et afslag på optag på et studie i én by, mens der er plads på uddannelsen, hvis man er villig til at flytte.

Foruden de direkte optag er der også såkaldte standbypladser. Er man blevet tilbudt en standbyplads, er man i en venteposition. Hvis nogle af dem, som blev tilbudt en studieplads, takker nej, tilbydes pladsen til en fra standbylisten.

Med en standbyplads vil man enten blive tilbudt en studieplads i løbet af året eller være garanteret en plads til det pågældende studie til næste år.

Mens nogle studier fredag stadig tilbyder ledige pladser til studiet, er der andre, som tilbyder en standbyplads.

Både ledige pladser og standbypladser bliver besat løbende, og derfor handler det om at være hurtig med en ansøgning, hvis der stadig er plads på drømmestudiet.

Der er dog også en række uddannelser, som der har været meget stor efterspørgsel på. Det betyder, at der ikke er flere pladser - hverken ledige eller standby.

De uddannelser tæller blandt andre International Business på Copenhagen Business School, psykologi på Aarhus Universitet og kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Over 65.000 af årets ansøgere er fredag blevet tilbudt en studieplads, heraf fik 82 procent af dem deres førsteprioritet.

/ritzau/