Foto: Martin Ballund

45-årig mand anholdt to gange i Herning

HERNING Sidst på formiddagen mandag fik politiet flere anmeldelser om, at en Chevrolet Spark kørte hasarderet rundt i byen.

En patrulje fra politiet fandt frem til bilen og holdt den under observation, da en mand kom gående hen til bilen.

Han havde nøglerne til bilen og erkendte, at det var ham, som havde kørt rundt i bilen.

Manden er 45 år og fra Vanløse, og han måtte også forklare, hvorfor han kørte i en bil, som var meldt stjålet.

Han blev anholdt, og da han midt på eftermiddagen blev løsladt efter afhøringen, kom en anden patrulje fra politiet kørende i Nørregade ved politigården.

De fik forskellige ukvemsord med på vejen af den 45-årige mand. Det fandt betjentene sig ikke i, og derfor blev manden anholdt på ny og sigtet for at råbe ad betjentene.