Foto: Flemming Hansen

Danmark får regn og køligere temperaturer

ritzau 

Efter høj varme slår vejret nu om, og regn, blæst og kølige temperaturer rammer Danmark i denne kommende uge

INDLAND I weekenden var Danmark ramt af utrolig høj varme, men nu slår vejret op. Det fortæller meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Nils Vall.

- Efter en meget varm weekend og uge slår vinden om fra syd til vest og nordvest og giver blæst, regn og koldere temperaturer i den kommende uge, siger Nils Vall.

Mandag begynder med sol i de østlige egne, men det vil være blæsende med en jævn til hård vind. Ude ved kysterne kan det blive kuling.

Skyer vil brede sig fra Jylland mod København i løbet af dagen, og der kan falde lokalt op til to millimeter regn.

Det er et højtryk vest for det britiske øhav, der er skyld i den noget koldere periode, fortæller Nils Vall.

Tirsdag kan temperaturerne nå helt ned til 14 grader, særligt i Jylland, så her skal de lange bukser og uldtrøjen findes frem igen.

Et større og mere sammenhængende regnvejr vil brede sig ind over hele landet torsdag og fredag. Her vil der komme et lidt mere konstant nedbør med op mod fire millimeter regn, fortæller Nils Vall.

I Sønderjylland kan der lokalt falde helt op til ti millimeter regn.

Regnen skyldes et lavtryk, der vil lægge sig nord for Skotland.

Danmark blev søndag ramt af 32 graders varme i Nakkehoved ved Gilleleje, og i resten af Europa blev der blevet målt temperaturer over 45 grader flere steder.

Ifølge Nils Vall ser det ud til, at det kun er Skandinavien, der får koldere og mere ustadigt vejr i den kommende uge.

Det sydlige Europa vil blive mere præget af lummervarmt tordenvejr, siger han.

Nils Vall kan ikke umiddelbart berette om, hvor længe den køligere periode vil vare i Danmark.

/ritzau/