Venstrebacken og playmakeren Marcus Abildgaard (t.h.) har forlænget sin kontrakt med HCM for de kommende to sæsoner. Foto: Flemming Hansen

HCM’s arbejdshest forlænger

Ole Bitsch 

Marcus Abildgaard har underskrevet en ny toårig aftale med HC Midtjylland

HÅNDBOLD HC Midtjylland, der i den kommende er oprykker i 1. division, fortsætter med at tilrette spillertruppen, der skal sikre overlevelse i landets næstbedste håndboldrække.

Ud over en stribe nye aktører, har HCM-ledelsens fokus siden oprykningen ligeledes været at forlænge med de spillerprofiler, som klubben vurderer har niveauet til det næste skridt.

En af dem er venstrebacken og playmakeren Marcus Abildgaard.

Tirsdag formiddag offentliggjorde HC Midtjylland, at den 193 centimeter høje bagspiller har forlænget sin kontrakt for de kommende to sæsoner.

Den gensidige aftale løber nu frem til sommeren 2021 - også til glæde for HCM’s kommende cheftræner, Mads Hjortshøj, som officielt tiltræder 1. juli.

- Jeg havde Marcus i HEI (Hjortshøj-Egå, red.) og ved, hvad han står for - han er en solid arbejdshest, der altid tænker på holdet før sig selv. De kvaliteter, som Marcus har som person og spiller, er altid værdsat og ikke mindst brugbare i løbet af en lang sæson. Jeg er ikke i tvivl om, at det både for HCM og Marcus er et rigtigt godt match. Jeg ser frem til igen at skulle arbejde sammen med Marcus, siger Mads Hjortshøj i en pressemeddelelse.

Forventninger indfriet
20-årige Marcus Abildgaard, som oprindeligt er fra Holstebro, kom til HC Midtjylland fra HEI forud for sidste sæson.

- HC Midtjylland og projektet, som jeg sagde ja til, har på alle måder levet op til de forventninger, som jeg havde - så at fortsætte rejsen var oplagt for mig, fastslår Marcus Abildgaard i skrivelsen fra 1. divisionsoprykkerne.

Venstrebacken føler sig hjemme i det midtjyske, hvor han ligeledes sætter pris på både spillestilen og kulturen i den herningensiske klub.

- Den måde, vi spiller på, passer godt til mig, og selvom ambitionerne er der fra klubbens side, så er der samtidig plads til også at være en del af en forening, hvor de frivillige og ungdommen også spiller en stor rolle.

- Det er miljøer som jeg selv sætter stor pris på og noget, jeg er vokset op med, siger Marcus Abildgaard.

Vigtig kontinuitet
Hos HC Midtjylland har han vist sig som en humørbombe i truppen og en rigtig slider, der på og uden for banen giver sig fuldt ud for holdet og for klubben.

De kvaliteter værdsætter også Kim Simonsen, formand i HCM.

- Der vil altid være udskiftning på holdet fra sæson til sæson, men det er lige så vigtigt, at der er stabilitet. Det, at vi forlænger med Marcus, betyder, at vi kan fortsætte kontinuiteten på holdet, pointerer Kim Simonsen.