Foto: Henrik Ole Jensen

Opdateret: Fortsat ingen tog mellem Herning og Skjern – kører ikke resten af torsdagen

Tobias Heegaard 

HERNING Det store uvejr, der løb ind over landsdelen onsdag aften, har betydninger for togdriften torsdag. Siden onsdag aften har togene holdt stille på strækningen mellem Herning og Skjern.

Ifølge Banedanmark skyldes aflysningerne, at et sikringsanlæg blev beskadiget af et lynnedslag i nat.

Først var meldingen fra Banedanmark, at togene ville kunne køre fra klokken 14, hvorefter det blev udsat med fire timer. Men torsdag ved 17-tiden måtte Banedanmark melde ud, at der ikke kører tog på strækningen resten af dagen.

- Skaderne på vores sikringsanlæg er så omfattende, at det ikke bliver muligt at køre tog mellem Skjern og Herning resten af dagen. Tjek Rejseplanen, skriver Banedanmark på Twitter.

Torsdag morgen meldte Arriva ud, at samtlige tog mellem Herning og Skjern var aflyst.

- Arriva kan fortsat ikke køre tog mellem Herning og Skjern. Der er indsat busser på denne strækning. Aflysningerne skyldes lynnedslag. Vær opmærksom på, at busserne kan være forsinket i forhold til køreplan, skriver Arriva.

Det første tog mellem Herning og Skjern blev allerede aflyst onsdag aften. Det var afgangen fra Herning klokken 20.06, der ifølge Arriva var aflyst på grund af vejrforhold.

Siden da har samtlige afgange mellem Herning og Skjern været aflyst.