Direktør Alex Nielsen glæder sig over, at Herning Folkeblads opgraderede nyheds-app er gået i luften med masser af forbedringer for brugerne. foto: flemming hansen

Ny Folkeblads-app går i luften: Nye fordele og større overblik

thomas færch kvist 

Forbedret nyheds-app giver nye fordele, større overblik og en bedre læseoplevelse

HERNING Den digitale udgave af Herning Folkeblad har fået et gevaldigt ansigtsløft.

Mediehuset er netop gået i luften med en forbedret nyheds-app, der byder på en lang række nye fordele. Folkebladets opgraderede nyheds-app med navnet »Herning Folkeblad« vil blandt andet komme til at levere nyheder fra herningfolkeblad.dk døgnet rundt og levere større brugervenlighed og forbedret læsevenlighed af e-avisen - det gælder også for arkivet.

Som et nyt element vil appen også indeholde den lokale by-kalender og fremhævede tillæg, magasiner og ugeaviser.

- Den nye app bliver meget brugervenlig - især med lanceringen af konstant løbende nyheder fra herningfolkeblad.dk, siger administrerende direktør Alex Nielsen, som glæder sig til, at brugerne løbende og let kan blive opdateret på de lokale nyheder.

- Netop vores løbende news-feed vil gøre, at appen vil kunne bruges igennem hele dagen, og når appen først er installeret, er man kun et tryk væk fra både dagens e-avis og de løbende nyheder. Lettere kan det ikke blive, siger Alex Nielsen, som dog forventer lidt startudfordringer med at få installeret appen:

- Men heldigvis venter der både hurtighed og lethed på den anden side af installeringen af appen, lyder det fra direktøren.

Hjælp at hente
Den forbedrede nyhedsapp skal hentes inden onsdag 19. juni og kan gratis downloades til iphone og iPad via App Store. For Android-brugere kan appen hentes via Google Play.

Det er vigtigt, at man husker at slette den gamle app - Mine aviser - når man har hentet den nye app. Med lanceringen af den nye app, vil den gamle version ophøre med at levere lokale nyheder fra Herning og omegn.

Skulle man støde på tekniske udfordringer med at hente eller installere den nye app, er der naturligvis hjælp at hente fra Mediehuset. På Folkebladets digitale platforme kan man finde en instruktionsvideo, ligesom man kan få assistance via Har man brug for yderligere hjælp, er man også velkommen til at ringe på 96 26 37 70.

Appen kan hentes allerede nu.