Foto: Martin Ballund

Fodboldfans kastede med øldåser

HERNING To personer blev sigtet i forbindelse med fodboldkampen mellem FC Midtjylland og Esbjerg fB i sidste runde af Superligaen lørdag. Begge sigtelser faldt efter kampen, hvor en gruppe på 20 til 25 personer ifølge politiets oplysninger forsøgte at maskere sig og trænge ned til udeholdets tilhængere. Politiet lagde sig imellem, og en betjent blev ramt af en øldåse, så han måtte køres til behandling på skadestuen. Det lykkedes ikke at finde frem til personen, som kastede dåsen, men den er blevet sikret og bliver sendt til analyse for eventuelle dna-spor. En 19-årig mand fra Ikast blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen samt maskeringsforbuddet, mens en 27-årig mand fra Herning blev sigtet for at blande sig i politiets arbejde.

Inden kampen var en 26-årig mand fra Esbjerg blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han kastede en øldåse mod en tilhænger fra FC Midtjylland.