Júnior Brumado ærgrer sig over en misbrugt chance i FCM's nederlag mod Esbjerg, der med en sejr i Herning snuppede bronzen. Foto: Tom Laursen

FCM’s sølvfest »ødelagt« af Esbjerg

Ole Bitsch 

Oprykkerne tog bronzen efter 2-1-sejr på MCH Arena

FODBOLD Forud for søndagens og sæsonens sidste Superliga-kamp var FC Midtjylland garanteret sølvmedaljer, men afslutningsfesten på MCH Arena blev alligevel ødelagt af gæsterne fra Esbjerg.

Oprykkerne vandt 2-1 i Herning, og præstationen var nok til at vestjyderne kunne mase sig ind i metalfejringen, hvor 8291 tilskuere var mødt frem på lægterne.

At motivationen var størst hos Esbjerg, var tydeligt især i matchens indledning.

Der var blot spillet syv minutter, da en lang bold i FCM’s venstre forsvarsside blev undervurderet af midtstopperen Rasmus Nicolaisen. Læderet endte hos gæsternes Mathias Kristensen, der resolut smadrede et indlæg ind i feltet. Yuri Yakovenko nåede først på bolden og passerede Jesper Hansen.

FC Midtjylland sad tungt på spillet i første halvleg, hvor Esbjerg stod lavt og satsede på omstillinger. FCM kom til flere store chancer, heraf to til brasilianske Júnior Brumado, der afløste topscorer Paul Onuachu i front. Brumado headede først tæt forbi stolpen, og kort efter ramte angriberen overliggeren.

Det var dog Esbjerg, der atter kom på tavlen. Og igen efter passivt forsvarsspil hos hjemmeholdet.

Efter flere aggressive Esbjerg-aktioner, fik en uheldig Joel Andersson skubbet bolden direkte ud til en fri Adnane Tighadouini, der sikkert scorede til 2-0.

FCM tiltvang sig et tungt momentum kort inden pausen, og det var fortjent, da Evander Ferreira reducerede efter et indstuderet hjørnespark fra anfører Jakob Poulsen. Men pausen i omklædningsrummet var ikke god for værterne.

Bortset fra et fint langskud fra Evander Ferreira og et sent, men nærgående hovedstød fra indskiftede Artem Dovbyk, producerede FC Midtjylland ingenting i anden halvleg. Årsagen var også, at Esbjerg - klogt og dygtigt - fik sænket tempoet så meget, at intensiteten forsvandt helt ud af duellerne.

Det største højdepunkt efter pausen var indskiftningen af Rilwan Hassan. FCM-klubikonet, der har været hos »ulvene« i de seneste 12 år, spillede sin - formentlig - sidste kamp i FCM-trøjen. Nigerianeren blev samtidig kåret til kampens spiller. Publikum kunne udelukkende stemme på selvsamme Rilwan Hassan.