Frank Onyeka fik fuld spilletid på den centrale midtbane, da FCM i aftes spillede på udebane mod Brøndby. Det er den position, klubben håber på, at den alsidige nigerianer indtager i fremtiden. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nigeriansk midtbanemotor forlænger med FCM: Jeg udvikler mig hele tiden

Jørn Just Kristensen 

Frank Onyeka har sat sin signatur på en ny, forbedret femårig kontrakt med FC Midtjylland, der ser ham som en fremtidig profil på midtbanen

FODBOLD Få spillere har udviklet sig mere i FC Midtjyllands Superligatrup i dette forår end Frank Onyeka.

Den 21-årige nigerianer har fået 10 kampe fra start og tre indskiftninger siden årsskiftet, og han har kvitteret for tilliden med enorm løbevilje, modent spil med bolden og hele tre scoringer i Superligaen. Over hele sæsonen har Frank Onyeka fået spilletid i 29 kampe og scoret fire mål.

Nu har den alsidige midtbanespiller sat sin underskrift på en ny, forbedret kontrakt, der løber frem til sommeren 2024. Hans hidtidige kontrakt havde udløb 31. december 2021.

- Det er min fornemmelse, at jeg i løbet af foråret har spillet mig tættere på startformationen i FC Midtjylland, og jeg ser frem til at fortsætte det arbejde i de kommende år, siger Frank Onyeka i en pressemeddelelse.

Det er tre et halvt år siden, Frank Onyeka første gang snørede støvlerne på anlægget i Ikast og løb ud til træning med ulvelogoet på brystet. Siden da er det gået stærkt. Han var med til at vinde det danske U19-mesterskab bare et halvt år efter sin ankomst, og allerede som 19-årig fik han debut for klubbens førstehold.

- Det er en dejlig klub at være i, og jeg føler, jeg udvikler mig hele tiden, så det er selvfølgelig stort for mig, at vi nu har forlænget kontrakten med fem år, siger Frank Onyeka.

På Superligaholdet er han blevet afprøvet på flere forskellige positioner fra højre back i forsvaret til kantspiller med mål og assist på jobbeskrivelsen. Men fremtiden ligger formentlig et sted imellem.

- På sigt ser vi ham som en del af den centrale midtbane hos os, og det er glædeligt at se ham blive bedre og bedre, fastslår sportschef Svend Graversen.

Onyeka har potentialet til at blive en komplet midtbanespiller med både offensive og defensive kvaliteter - og stor løbekapacitet. Det kan måske gøre ham til en arvtager, når en dag spillere som Jakob Poulsen og Tim Sparv siger farvel.

- Frank er en spiller, som vi de seneste år har set udvikle sig i en gunstig retning, og han nærmer sig med hastige skridt vores idealopstilling. Han har i 2019 haft stor indflydelse på holdet med sit løbearbejde, sin fysiske kapacitet og vigtige scoringer, slår Svend Graversen fast.