HIH’erne kæmpede med alt, hvad de havde, men det rakte igen ikke mod Team Esbjerg. Fra venstre er det Julie Gantzel Pedersen, Mathilde Bjerregaard, Louise Burgaard, Mie Augustesen og Jessica Ryde, der skal bruge et par dage, før de kan glæde sig over sølvmedaljen. Foto: Henrik Ole Jensen

DM-sølv til Herning-Ikast efter vildt forsvarsdrama

Jørn Just Kristensen 

Herning-Ikast pressede favoritterne fra Esbjerg med indædt forsvarsfight, men manglede de sidste marginaler. Topscorer Helene Fauske udgik med en knæskade

HåNDBOLD Alle og enhver i Herning-Ikast Håndbold havde med glæde solgt sæsonen for DM-sølvmedaljer tilbage i august, da det nye midtjyske håndboldprojekt kom fra land.

Men her til aften var der ærgrelse i HIH-lejren.

Midtjyderne tabte 19-20 til Team Esbjerg i et højspændt finaledrama, der først så sin afgørelse 11 sekunder før tid. Herning-Ikast var i angreb, og værterne havde muligheden for at udligne med deres femte scoring uden modstar siden 15-20 bare fire minutter tidligere.

Men chancen gik i vasken, da det småfebrilske angreb endte med en angrebsfejl fra Tonje Løseth.

Udligningen havde dog ikke i sig selv været nok. Team Esbjerg vandt nemlig første finale 28-20 i lørdags og kunne nøjes med uafgjort.

Topscorer udgik skadet
Stemningen i fyldte IBF Arena matchede den bagende varme i hallen fra første fløjt, og spillerne gik næsten overtændte til stålet i indædt forsvarsfight.

Hvert mål var et hundeslagsmål, og der stod bare 1-1 efter otte minutter.

Fem minutter før pausen indtraf en måske afgørende hændelse. HIH-topscorer Helene Fauske, som havde scoret tre af de seneste fire mål for Herning-Ikast, ramlede sammen med Esbjerg Vilde Mortensen Ingstad i forsvaret og fik et vrid i venstre knæ.

Fauske blev hjulpet ud fra hallen og vendte aldrig tilbage. Den norske skarpskytte var savnet i angrebsspillet resten af opgøret.

Vild slutspurt
Team Esbjerg kom stærkt ud til anden halvleg og opbyggede en føring på fem mål. Ved 16-11, 18-13 og 20-15, før HIH satte en uventet slutspurt ind i de sidste fem minutter.

På reduceringer af Julie Gantzel, Tonje Løseth, Trine Troelsen og Annika Jakobsen kom HIH på 19-20 og manglede bare ét mål.

Esbjergenserne var nervøse, og Kristina Liscevic skød på stolpen med 40 sekunder tilbage af opgøret.

Det gav HIH en sidste chance, som dog blev forspildt.

Kampens helt store profil blev Esbjergs danske landsholdskeeper, Sandra Toft. HIH’erne missede kampen igennem flere store muligheder på den veloplagte topkeeper, der endte kampen med en redningsprocent på 45.

Topscorere for Herning-Ikast blev Trine Troelsen, Helene Fauske, Annika Jakobsen og Tonje Løseth med tre scoringer hver.

Det var 12. gang i træk, at Herning-Ikast - tidligere under navnet FCM Håndbold - tabte til Team Esbjerg på tværs af to et halvt år. Vestjyderne kan nu kalde sig danske mestre for anden gang på fire år.