Foto: Martin Ballund

22-årig mand sigtet for tyveri fra dagligvarebutikker

HERNING En ansat hos Rema 1000 på Viborgvej forsøgte onsdag eftermiddag at holde en butikstyv tilbage, men det ville manden blæse på. Han sagde: »Fuck off, let me go!« og stak af med seks til otte stykker kød, som han havde lagt i en taske.

Tre timer senere kastede en 22-årig mand, der har ophold på Kærshovedgård, en taske ind over hegnet på udrejsecentret ved Bording, og da politiet kiggede tasken efter, var der varer fra Rema 1000 i den.

Der var også varer for 320 kroner fra en ukendt Netto-butik, og den 22-årige mand blev anholdt. Torsdag formiddag vurderede jurister på, om der er grundlag for at kræve manden varetægtsfængslet, og er der det, vil den 22-årige mand blive stillet for en dommer ved Retten i Herning.