Pernille Harder (t.v.) jubler over dagens afgørende scoring med målscorer, Pia-Sophie Wolter. Foto: Ritzau Scanpix

Harder med tysk titelhattrick

Jørn Just Kristensen 

Pernille Harder og Wolfsburg genvandt det tyske mesterskab med en sejr ude mod Hoffenheim

FODBOLD For tredje sæson i træk kan Pernille Harder fra Tulstrup ved Ikast kalde sig tysk mester i fodbold.

Den danske landsholdsanfører og Wolfsburg sikrede sig i dag det tredje mesterskab på rad og række med en 1-0-sejr på udebane mod Hoffenheim i næstsidste spillerunde.

Pia-Sophie Wolter scorede kampens eneste mål tre minutter før pausen efter flot forarbejde af norske Caroline Graham Hansen.

Wolfsburg har syv point flere end Bayern München, der ligger på andenpladsen og har to kampe tilbage.

The Double - igen, igen
Wolfsburg blev i onsdags tysk pokalvinder og har altså nu vundet »The Double« - i øvrigt for tredje sæson i træk.

Harder har været en nøglespiller i de mange titler, siden midtjyden skiftede til Folkevognsklubben fra svenske Linköping i januar 2017.

I denne sæson har Pernille Harder scoret 17 mål i 21 kampe i Bundesligaen.