HIH-kvinderne er finaleklar. Foto: Henrik Ole Jensen

Gigantisk præstation: Herning-Ikast Håndbold er i DM-finalen

Kenneth Kristiansen 

I anden halvleg løb HIH-kvinderne favoritterne fra Odense over ende og vandt en fornem sejr på 23-17 i Ikast

HåNDBOLD Undertippede og decimerede, men nu skal Herning-Ikast Håndbold spille om DM-guld.

Truppen har været smal gennem hele sæsonen, men onsdag aften spillede HIH sig i årets DM-finaler med en hjemmesejr på 23-17 over favoritterne fra Odense Håndbold. Og efter sejren i Odense i lørdags, er sagen klar: HIH skal møde Team Esbjerg i mesterskabsduellen.

En gigantisk præstation af spillerne og den afgående cheftræner Kristian Kristensen.

2479 tilskuere i en næsten propfyldt IBF Arena skabte en intens stemning om semifinalen lige fra første fløjt, men inde på banen var det også lidt for intenst. Begge mandskaber virkede overivrige, og hjemmeholdets unge venstrefløj, Emma Friis, brændte sine tre første afslutninger. HIH ramte træværket fire gange i første halvleg, og Odense-keeper Althea Reinhardt stod også stærkt og respektindgydende.

I den anden ende af banen fik HIH’s 37-årige veterankeeper, tyske Sabine Englert, en forrygende start med et par superredninger, og HIH’erne var knebent i teten i det første kvarter. Gæsterne kæmpede sig dog til et lille overtag, blandt andet i kraft af knivskarpt kontraspil efter nogle HIH-afbrændere eller fejlafleveringer.

Otte mål i træk
Med lidt mere skarphed kunne HIH have været i front ved halvtid, men det var Odense i stedet - med 11-9.

Anden halvleg begyndte også med, at gæsterne gjorde det svært for HIH, men pludselig vendte kampen helt og aldeles på hovedet.

Herning-Ikast, som hele tiden havde haft fint fat i kampen defensivt, fik nu også tilkæmpet sig marginalerne i offensiven. Odense var foran 13-11, men HIH scorede hele otte mål i træk - og lukkede helt af nede hos Englert og kompagni i defensiven.

Og til sidst kunne jublen bryde løs. Nu venter guldkampene. Tillykke!